Endeligt vedtaget: Kommuneplantillæg nr. 13 og lokalplan 1000-61 for et boligområde øst for Dalgårdsvej i Rønnede
Faxe Byråd har den 27. februar 2025 endeligt vedtaget kommuneplantillæg nr. 13, lokalplan 1000-61 for et boligområde øst for Dalgårdsvej i Rønnede samt udbygningsaftale om en sti langs Dalgårdsvej. Planerne er offentliggjort onsdag den 12. marts 2025.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 13, lokalplan 1000-61 samt udkast til udbygningsaftale om sti langs Dalgårdsvej har været i offentlig høring i 8 uger fra den 13. oktober til den 18. december 2024. Torsdag den 21. november blev der afholdt borgermøde på Møllevangsskolen i Kongsted, hvor forslagene blev præsenteret.
Kommunen har modtaget 4 høringssvar under den offentlige høring. De fremsendte høringssvar har givet anledning til mindre ændringer af lokalplanen herunder at arealerne omkring det nordlige regnvandsbassin forbliver i landzone og at der udlægges en minimum 3 meter bred grøn kile langs det østlige skel.
Du kan læse mere om byrådets behandling af planforslagene i referatet fra byrådsmødet den 27. februar 2025, hvor også hvidbog med høringssvar ligger som bilag til dagsordenpunktet.
Link: Referat af byrådsmødet den 27/2-2025 (se punkt 27)
Baggrund
Kommuneplantillæg nr. 13 og lokalplan 1000-61 samt udbygningsaftale om sti langs Dalgårdsvej er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra "SelmerGruppen", som ønsker at opføre et boligområde med op til 125 boliger øst for Dalgårdsvej i Rønnede.
Tillæg nr. 13 til Kommuneplan 2021
Området er i dag ikke omfattet af en kommuneplanramme. Da lokalplaner til enhver tid skal være i overensstemmelse med kommuneplanen, er der derfor udarbejdet et forslag til et kommuneplantillæg, som udlægger området til boligformål.
Med kommuneplantillæg nr. 13 udlægges et nyt rammeområde til boligformål (R-B10). Inden for området kan der opføres åben-lav boliger, tæt-lav boliger og etageboliger i op til 2 etager og med en højde på op til 8,5 meter.
Med kommuneplantillægget annulleres udpegningen af særligt værdifuldt landbrugsområde på kommuneplanens retningslinjekort inden for rammeområdet. Samtidig justeres afgrænsningen af det eksisterende rammeområde R-B4, i henhold til afgrænsningen af det nye rammeområde R-B10.
Lokalplan 1000-61
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at etablere et boligområde med op til 125 boliger.
Lokalplanen opdeler planområdet i fire delområder:
- Delområde I udlægges til åben-lav bebyggelse i form af fritliggende énfamiliehuse i maksimum 2 etager.
- Delområde II udlægges til tæt-lav bebyggelse i form af række- og dobbelthuse og/eller etagebebyggelse i maksimum 2 etager
- Delområde III udlægges til åben-lav og/eller tæt-lav bebyggelse i form af række- og dobbelthuse i maksimum 1 etage.
- Delområde IV og V udlægges til grønt område til håndtering af regnvand, fælles fri- og opholdsareal og lignende.
Aftale om infrastruktur
På budget 2024 blev der afsat midler til en udvidelse af Dalgårdsvej samt belysning på strækningen fra Faxevej til Kongstedgårdsvej. Der var imidlertid ikke afsat midler til cykelsti og fortov, hvorfor bløde trafikanter er henvist til at færdes på kørebanen.
SelmerGruppen har på den baggrund tilbudt at indgå en udbygningsaftale om anlæg af en 2,5 meter bred sti til cykler og fodgængere langs den østlige side af Dalgårdsvej, ud for lokalplanens område.
Efterfølgende vil der være en række "huller" i det samlede løsningsforslag, som skal finansieres via kommunens budget, herunder:
- ca. 75 meter sti til cykler og fodgængere langs den østlige side af Dalgårdsvej, fra Faxevej til lokalplanområdet.
- ca. 550 meter sti til cykler og fodgængere langs den vestlige side af Dalgårdsvej, fra Faxevej til Kongstedgårdsvej.
Retsvirkninger
Kommuneplantillægget og lokalplanen gælder nu for området.
Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen altid fra datoen for offentliggørelsen.
Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind på MitID på https://kpo.naevneneshus.dk
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for at bruge Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på https://naevneneshus.dk/. Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens §62, indbringes for domstolene.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.