Endeligt vedtaget: Kommuneplantillæg nr. 2 og lokalplan 100-68 for et Rekreativt landskab ved Faxe Allé i Faxe
Faxe Byråd har den 30. april 2026 endeligt vedtaget kommuneplantillæg nr. 2 og lokalplan 100-68 for et Rekreativt landskab ved Faxe Alle i Faxe.
Planerne er offentliggjort onsdag den 13. maj 2026.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 2 og lokalplan 100-68 har været i offentlig høring i 8 uger fra den 3. december til den 28. januar 2026. Torsdag den 11. december 2025 blev der afholdt borgermøde i ”Rollosalen” ved Faxe Bibliotek, hvor forslagene blev præsenteret.
Kommunen har modtaget to høringssvar under den offentlige høring. Indtryk fra den offentlige høring har givet anledning til mindre ændringer af lokalplanen og kommuneplantillægget herunder krav om, at den foreslåede sti, mellem p-pladsen ved Faxe Allé og det rekreative landskab, anlægges med fast belægning som grus eller armeret græs
Du kan læse mere om byrådets behandling af planforslagene i referatet fra byrådsmødet den 30. april 2026, hvor også hvidbog med høringssvar ligger som bilag til dagsordenpunktet.
Link: Referat af byrådsmødet den 30. april 2026 (se punkt 88)
Baggrund
Planerne er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra Royal Unibrew, som ønsker at etablere et rekreativt landskab langs deres nordlige arealer i Faxe.
I forbindelse med udvidelsen af bryggeriets lagerfaciliteter er der opstået et overskud af jord, som virksomheden ønsker at nyttiggøre lokalt ved at omdanne området til et grønt og kuperet landskab til glæde for byens borgere.
Kort om planernes indhold
Lokalplanen har til formål at muliggøre etablering af et rekreativt landskab nord for Faxe Allé i Faxe. Området kan realiseres i to etaper ved anvendelse af i alt ca. 100.000 m³ overskudsjord. Landskabet udformes med terrænreguleringer på op til 10 meter over eksisterende terræn og anlægges som et varieret landskab med bakker og lavninger.
Planen beskriver adgangsforhold, stier og opholdsområder. Der anlægges primære stier i grus og sekundære stier som slået græs. Planen omfatter også en parkeringsplads samt placering af borde og bænke.
Området beplantes med enggræs og grupper af egnstypiske træer og buske. Der etableres også beplantning, som skærmer mod de nærliggende boliger. Ved Nicolines Have anlægges et særligt beplantningsområde med fokus på formidling.
Tillæg nr. 2 til Kommuneplan 2025 ændrer anvendelsen af et ubebygget areal nord for Faxe Allé fra erhvervsformål til rekreativt område. Kommuneplanramme F-R3 erstatter dele af den tidligere erhvervsramme F-E3 og skaber det planmæssige grundlag for etablering af det rekreative landskab med stier og beplantning til gavn for lokalområdet.
Retsvirkninger
Kommuneplantillægget og lokalplanen gælder nu for området.
Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen altid fra datoen for offentliggørelsen.
Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind på MitID på https://kpo.naevneneshus.dk
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for at bruge Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på https://naevneneshus.dk/. Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens §62, indbringes for domstolene.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.