Endeligt vedtaget: Kommuneplantillæg nr. 7 og lokalplan 1000-60 for Daginstitution ”Møllen” i Kongsted
Faxe Byråd har den 24. november 2022 vedtaget kommuneplantillæg nr. 7 og lokalplan nr. 1000-60, for Daginstitution ”Møllen” i Kongsted, endeligt. Planerne er offentliggjort onsdag den 14. december 2022.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 7 og lokalplan 1000-60 har været i 4 ugers offentlig høring i perioden fra den 23. august til den 20. september 2022. Der har været afholdt borgermøde på Møllevangsskolen torsdag den 8. september 2022. Faxe Kommune har modtaget 2 høringssvar i perioden.
Du kan læse mere om byrådets behandling af planerne i referatet fra byrådsmødet den 24. november 2022, samt læse høringssvar og administrationens besvarelse af dem, samt hvilke ændringer der er indarbejdet - se punkt 168 her: https://www.faxekommune.dk/dagsorden/byraadet-24-11-2022
Du kan finde link til det endeligt vedtagne kommuneplantillæg nr. 7 og lokalplan 1000-60 under "læs også" her på siden.
Baggrund
Planerne er udarbejdet i forlængelse af Byrådets beslutning om at udvide kommunens daginstitution Møllen i Kongsted. For at udlægge de nødvendige arealer til daginstitution, og koordinere de forskellige interesser i området, besluttede Plan & Kulturudvalget den 5. april 2022 at igangsætte planlægning for området.
Lokalplan 1000-60
Med lokalplan 1000-60 udlægges området til offentlige formål – daginstitution mv. Området overføres til byzone med planens endelige vedtagelse. Lokalplanen fastsætter bestemmelser om at bygningshøjden ikke må overstige 8,5 m, at der skal udlægges minimum én p-plads pr. 35 m² etageareal til offentlige formål samt at den samlede bebyggelse til offentlige formål ikke må overstige 2.500 m². Den eksisterende bebyggelse til offentlige formål er i dag ca. 1.400 m².
Endelig har det, i forbindelse med planarbejdet, vist sig nødvendigt at justere forløbet af en udlagt fællessti mellem Møllevangsskolen og boligområderne i den nordlige del af Rønnede
Kommuneplantillæg nr. 7
Daginstitution ”Møllen” ligger inden for kommuneplanens rammeområde R-B8 ”Østparken/Mølleparken” som er udlagt til boligformål. Ved en fejl er der aldrig er udlagt en kommuneplanramme for arealet sydøst for Møllen.
Tillæg nr. 7 justere kommuneplanrammerne som følger:
- Rammeområde R-O1 for ”Møllevangsskolen” udvides så det omfatter Daginstitution Møllens arealer. Rammeområde R-B8 reduceres tilsvarende.
- Der udlægges et nyt rammeområde R-R4 for ”Marken – Kongsted Fritidscenter” til rekreative formål.
Retsvirkninger
Lokalplanen gælder nu for området, og det betyder at der ikke må etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser, med mindre kommunen giver tilladelse til det.
Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til
Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen altid fra datoen for offentliggørelsen.
Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind med dit NEM-ID på kpo.naevneneshus.dk.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på https://naevneneshus.dk/. Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.