Faxe får ny direktør med stærk intern erfaring fra kommunen

50-årige Morten Just bliver ny direktør i Faxe Kommune. Med en solid baggrund som cand.scient.pol. og næsten 20 års erfaring med kommunal ledelse, bringer Morten Just både erfaring og indsigt til kommunens øverste ledelse, når han bliver kollega med direktør Ida Byrge Sørensen og kommunaldirektør Holger Spangsberg Kristiansen. 

Siden 2020 har Morten Just været centerchef for Center for Social, Sundhed & Pleje i Faxe Kommune, men nu træder han ind i kommunens øverste ledelse som direktør. 

Borgmester Ole Vive byder Morten Just velkommen på rådhuset i Frederiksgade. 
- Vi har fået rigtig mange velkvalificerede ansøgninger til stillingen som direktør i vores kommune – en interesse for Faxe Kommune, som jeg er stolt af. Ud af dette felt af kvalificerede ansøgere var Morten Just den med de allerstærkeste kvalifikationer. Jeg, byrådet og direktionen er derfor glade for at byde ham velkommen, og vi ser alle frem til et samarbejde med en ny direktør, som allerede kender kommunen godt. Han har vist stærke lederevner, og jeg er overbevist om, at han som direktør vil være med til at styrke både vores organisation og vores service til borgerne, siger Ole Vive.  

Morten Just får direktøransvaret for Center for Social, Sundhed & Pleje samt Center for Beskæftigelse. 

I sin tid som centerchef har Morten Just stået i spidsen for udvikling på social- og sundhedsområdet i Faxe Kommune. En udvikling, der har været kendetegnet ved høj faglighed kombineret med en solid økonomisk styring. Det er blandt andet sket ved en styrkelse af den faglige ledelse på området samt et større lokalt handlerum til ledere og medarbejdere. 

Forud for ansættelsen i Faxe Kommune var Morten Just vicedirektør i Gladsaxe Kommune, hvor han blandt andet arbejdede med strategisk udvikling på tværs af velfærdsområderne.

Sammenlagt har den nye direktør 20 års ledererfaring i den kommunale verden.

- Jeg er er både glad og taknemmelig over muligheden for at blive en del af kommunens direktion og være med til at præge hele kommunes udvikling fremover, siger Morten Just, der sådan set allerede har arbejdstøjet på – med Faxe Kommunes våbenskjold, fristes man til at sige:

- De løsninger, vi allerede i år skal komme op med i forhold til blandt andet ældrereformen, kan ikke udvikles og udføres af Faxe Kommune alene, men kræver inddragelse af brugere, borgere og andre lokale og regionale aktører. Med min erfaring, relationer og kendskab til Faxe Kommune og vores samarbejdspartnere, er jeg parat til at tage fat på dette arbejde fra min første dag som direktør.

Stillingen som centerchef bliver snarest muligt slået op.