Faxe Kommune ansætter beredskabskoordinator
Faxe Kommune har ansat Kristine Hardø som ny beredskabskoordinator. Med ansættelsen styrker kommunen arbejdet med beredskab og krisehåndtering i en tid præget af øget usikkerhed og nye trusler.

- Beredskab handler ikke kun om planer, men om mennesker og samarbejde. Vi skal have en organisation, hvor alle ved, hvad de skal gøre, når noget uforudset sker. Med ansættelsen af en beredskabskoordinator tager Faxe Kommune et vigtigt skridt i den retning, siger kommunaldirektør Holger Spangsberg Kristiansen og tilføjer:
- Ansættelsen er en direkte opfølgning på budgetaftalen, hvor der er prioriteret midler til at styrke beredskabet. Vi skal arbejde mere systematisk på tværs af organisationen - både med planlægning, øvelser og forberedelse.
Beredskabskoordinator Kristine Hardø supplerer:
- Vi står i en foranderlig verden. Den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation siden 2. Verdenskrig. Derfor er det mere relevant end nogensinde, at vi har styr på vores beredskab. Jeg ser meget frem til samarbejdet med mine mange nye kolleger i Faxe Kommune, siger hun.
Kristine Hardø er 39 år og kommer fra en stilling i Beredskabsstyrelsens Center for Uddannelse. Hun er uddannet katastrofe- og risikomanager og har en kandidatgrad i Security Risk Management fra Københavns Universitet.
Kristine Hardø har arbejdet med beredskab og kriseledelse i både offentlige og private organisationer - blandt andet i Novo Nordisk Pharmatech, Danske Banks kriseprogram og i Forsvaret, hvor hun har været udsendt til Afghanistan i 2010. Det var her, interessen for beredskab for alvor blev vakt.
- Det sætter sig for livet at opleve en krigszone. Jeg fik med egne øjne indblik i, hvor alvorlige kriser og krig kan være - og det har præget mit valg af faglig retning siden, fortæller Kristine Hardø.
Som beredskabskoordinator får hun en central rolle i at styrke Faxe Kommunes samlede beredskabsindsats på tværs af organisationen. Hun skal blandt andet arbejde med at omsætte strategiske planer til konkrete handlinger, udvikle og vedligeholde beredskabsplanerne. Det sker i tæt samarbejde med Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, som har det operationelle ansvar i tilfælde af alvorlige hændelser og kriser.
- Arbejdspladserne har ansvaret for beredskabet lokalt, men jeg er her for at støtte med min specialiserede viden. Vi skal have et stærkt fundament og arbejde forebyggende, så vi er klar, hvis der sker en krise, siger hun.
Kristine Hardø er ansat i Stab for HR & Sekretariat på rådhuset i Haslev.