Faxe Kommune får penge til at styrke læseglæden og adgangen til bøger
Faxe Kommunes Biblioteker, Rolloskolen og Hylleholt Skole har fået 190.000 kroner fra en pulje hos Slots- og Kulturstyrelsen.
Puljen har som formål at styrke samarbejdet mellem skoler og folkebiblioteker om bøger og læseglæde med fokus på indkøb af bøger og formidling af litteratur.
I Faxe Kommune vil vi bruge pengene på at udvikle ’Ung til ung formidling’ hos vores elever i 7. og 8. klasse.
Gennem projektet vil eleverne blive inddraget i at udvælge relevante bøger, og de vil blive klædt på til at formidle litteratur og læseoplevelser til andre børn og unge i kommunen.
Kommunens Videnscenter for sprog og literacy er en del af projektet med en særlig rolle ind i erfaringsudveksling og videndeling på tværs i kommunen under og efter projektet.
Formanden for Faxe Kommunes Plan & Kulturudvalg, René Tuekær glæder sig over tildelingen af puljemidlerne.
- Det er en skøn nyhed. Jeg glæder mig ikke mindst over, at vores forskellige fagligheder fra både biblioteket og inden for sprog og literacy i Faxe Kommune arbejder sammen for at inspirere børn og unge til at læse mere. Her er disse puljemidler en rigtig god hjælpende hånd. Det bliver spændende at følge, og jeg ser frem til at høre om den konkrete brug af midlerne i løbet af det nye år, siger René Tuekær.
Videnscentrets læse- og sprogkonsulent, Pernille Sørensen, siger:
- Puljen har et klart formål: At få flere børn til at læse mere – og det er i min optik særligt vigtigt, at vi sigter mod de unge. Det er nemlig en svær, men også meget vigtig, målgruppe at nå – dels fordi vi ved, at rigtig meget i unges liv konkurrerer med bogen og i særdeleshed fordi, de jo på sigt selv bliver forældre, og derved får afgørende betydning for deres egne børns læsning. Projektet har altså et formål på både kort og lang sigt. Det gælder om at få de unge om bord på læsevognen – for deres egen og for deres kommende børns skyld.