Faxe Kommune inviterer til Visionsværksted - klimahandling i fremtidens Faxe Kommune
Hvordan ser livet i Faxe Kommune ud i 2050? Hvordan transporterer vi os? Hvor kommer vores strøm og varme fra? Køber vi nyt, eller genbruger vi mere? Hvordan bruger vi vores landskaber og hvordan skaber vi livskvalitet i en grønnere fremtid?
Det vil Faxe Kommune gerne høre borgernes bud på, når kommunen inviterer til visionsværksted torsdag den 19. november på Haslev Bibliotek.
Faxe Kommune er i gang med at revidere kommunens klimahandleplan og ønsker at inddrage alle interesserede borgere.
Man behøver ikke have særlig viden om klima eller grøn omstilling for at deltage. Det vigtigste er, at man har lyst til at dele sine tanker, erfaringer og visioner for fremtiden.
Visionsværkstedet er det første af to arrangementer i forbindelse med revision af klimahandleplanen.
På dette første arrangement er fokus på visioner, drømme og fremtidsscenarier, der kan inspirere det videre arbejde med klimahandleplanen.
Til det næste arrangement i foråret 2027 arbejder Faxe Kommune videre med konkrete tiltag og løsninger.
Hvad er en klimahandleplan?
Faxe Kommune ønsker at bidrage til at mindske klimaforandringerne og skabe en kommune, der er bedre rustet til fremtidens klima. Derfor har kommunen en klimahandleplan, som beskriver, hvordan kommunen arbejder med klima og grøn omstilling.
Du kan læse om den nuværende klimaplan på Faxe Kommunes hjemmeside https://www.faxekommune.dk/da/borger/klima-energi/klimaplan.
Hvad handler visionsværkstedet om?
Visionsværkstedet tager udgangspunkt i centrale temaer i den grønne omstilling, blandt andet energi, transport, fødevarer, forbrug og arealanvendelse.
Efter en fælles velkomst bliver deltagerne ved temainddelte bordgrupper guidet gennem spørgsmål, små øvelser og dialoger.
Man bestemmer selv, hvor meget man vil bidrage.
Der er også plads til konkrete ideer, men hovedformålet med dette første møde er at skabe et fælles billede af borgernes visioner og ønsker for fremtidens klimasikrede kommune.
Hvorfor inviterer til visionsmøde?
- Den grønne omstilling kræver, at vi løfter i fællesskab. Borgernes erfaringer og ideer er afgørende, hvis vi skal skabe løsninger, der virker i hverdagen, siger Thomas Spange Olsen, formand for Teknik & Miljøudvalget.
Som borger i Faxe Kommune har man vigtig viden om hverdagslivet, lokalsamfundet og de muligheder og udfordringer der findes. Derfor vil kommunen gerne høre borgernes tanker og perspektiver, når klimahandleplanen skal opdateres.
Praktisk information
Visionsværkstedet finder sted torsdag den 19. november kl. 17.00-19.30 på Haslev Bibliotek i mødelokalet Romanen.
Deltagelse er gratis men kræver tilmelding ved at udfylde tilmeldingsformularen.
Der vil være let forplejning.
Børn er velkomne. Vi laver et bord, hvor større børn kan sidde og tegne.
Følg klimaarbejdet
Hvis du er forhindret i at deltage, men ønsker at følge Faxe Kommunes arbejde med klima, kan du sende en mail til klima@faxekommune.dk.