Faxe Kommune sætter pumper i gang ved Faxe Å
Faxe Kommune har iværksat en række forebyggende tiltag i forhold til den varslede forhøjede vandstand i Faxe Ladeplads.
Opdatering fredag kl. 20.30:
Vandstanden er steget en smule.
Der er ikke vand på Strandvejen, og åen er ikke nået op til nogen huse.
Havet har dog været hård ved stranden, og meget sand er skyllet væk.
- - - - - -
Kommunen har sat slusen i ved Faxe Å, og der bliver iværksat pumper til at lede å-vandet ud i havet.
Strandvejen omkring Faxe Å er spærret for gennemkørsel, og der er sat omkørselsskilte op.
Der er sørget for et læs sand på den bageste parkeringsplads ved Hylleholt Skole, hvor borgere kan komme forbi og hente sand.
Der vil også ligge tomme sandsække, som borgerne selv kan fylde.
Slusen ved Kruse Bæk er allerede isat og bliver forstærket med ekstra sandsække.
Samtidig er der etableret et vagthold, der vil være til stede ved havnen hen over aftenen og natten.
Faxe Kommune har vurderet at der ikke med de nuværende varsler er behov for yderligere tiltag som for eksempel opsætning af den midlertidige beredskabsmur bestående af big bags med sand.
Faxe Kommune opfordrer borgere i området til at følge udviklingen og holde sig orienteret via kommunens kanaler, hvis situationen udvikler sig til det værre.