Genåbning af Faxe kommunes biblioteker

Mandag den 18. maj genåbner bibliotekerne - i første omgang kun for udlån og aflevering. Ingen ændringer i åbningstiderne, dog forbliver det selvbetjente bibliotek lukket-

Kulturministeriet og Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en række retningslinjer for den gradvise genåbning af landets biblioteker, hvor der tages hensyn til borgerne og personalets sikkerhed. Med baggrund i disse åbner bibliotekerne i Faxe og Haslev mandag den 18. maj klokken 10.
orgerservice forbliver lukket og det samme gør mikrobibliotekerne i Karise og Rønnede.

Udlån og Aflevering

Du kan igen låne og aflevere materialer på biblioteket og tage et kortvarigt stående ophold, mens du finder nye materialer.

Reserverede materialer

De materialer, du har fået besked på er klar til afhentning, venter stadig på dig.

Reservere og bestille materialer

Der bliver åbnet op for reservation af materialer - også bestillinger fra andre biblioteker. Derfor kan du igen selv reservere fysiske materialer på appen "Biblioteket" og på  bibliotekets hjemmeside.

Gebyr

Der tilskrives ikke gebyr på for sent afleverede materialer i hele maj, så derfor opfordrer biblioteket til, at du ikke nødvendigvis kommer forbi den første åbningsdag for at aflevere dine materialer. Materialer, der har overskredet afleveringsfristen, skal dog afleveres inden udgangen af maj måned. Materialer, som skulle være afleveret inden den 11. marts, vil få tilskrevet gebyrer. Mellemværende kan betales via appen "biblioteket" eller hjemmesiden.

Ophold på Faxe og Haslev bibliotek

Af hensyn til din og biblioteksmedarbejdernes sikkerhed, så kommer bibliotekets åbning til at ske inden for rammerne af sundhedsmyndighedernes retningslinjer og anbefalinger. Derfor er det vigtigt, at du holder afstand og overholder henvisninger fra bibliotekspersonalet.
Der må maksimalt være 15 borgere på Faxe bibliotek og 20 borgere på Haslev bibliotek ad gangen. Du må kun opholde dig i biblioteksrummet i 15. minutter. 

Borgerservice

Borgerservice forbliver lukket, men du kan stadig væk ringe til borgerservice på  telefon 56 20 30 00