Grundig gennemgang viser ingen smittede
Lederne inden for samtlige plejecentre, udekørende hjemmehjælpere og sygeplejersker og øvrige sundhedsfaciliteter har grundigt undersøgt, om medarbejdere har været i de risikoområder Sundhedsstyrelsen har udpeget i deres seneste anvisning.
OPDATERET FREDAG 6. MARTS:
Ud over nedenstående, kan vi fredag oplyse at én skoleansat er sendt hjem. Medarbejderen har været på ferie i Norditalien - vendte hjem torsdag og har ikke været på skolen efter hjemkomst. Planen om at begynde arbejde mandag er udskudt og vedkommende bliver hjemme. Medarbejderen er ikke syg.
- - - - -
Ingen medarbejdere har været i risikoområderne. Ingen medarbejdere er konstateret syge af Covid19.
En enkelt medarbejder er efter nøje afstemning med Styrelsen for Patientsikkerhed blevet bedt om ikke at komme på arbejde de næste 14 dage.
Hendes ægtefælle er sat i karantæne af styrelsen efter en rejse til udlandet.
Hun er ikke selv syg, og er ikke blevet sat i karantæne.
Men for at være på den helt sikre side, skal hun altså ikke møde op på arbejde i den kommende tid.
- Vores ledere og medarbejdere har ageret hurtigt og ansvarsfuldt på Sundhedsstyrelsens anvisning, som trådte i kraft om morgenen den 4. marts. Det er lidt af en opgave at nå ud til samtlige medarbejdere - også dem der ikke er på arbejde sådan en formiddag, siger centerchef Tina Norking.
- Det ligger os alle meget på sinde at bidrage til, at vi holder smitten væk for de borgere, som risikerer alvorlige helbredssvigt, hvis de bliver ramt af coronavirusset. Derfor har medarbejderne også ved mindste forkølelse taget alle forholdsregler, kontaktet deres egen læge, været i grundig dialog med deres daglige leder her til formiddag og informeret om, hvis ægtefæller for eksempel har været ude at rejse - så både vi og lægerne har været i stand til at vurdere situationen så præcist som muligt, siger Tina Norking og tilføjer:
- Vi tager situationen alvorligt, og vi er årvågne hele tiden. Det betyder også, at vi er klar til at følge eventuelle flere skridt, Sundhedsstyrelsen måtte forvente af os som kommune. Lige nu konstaterer jeg, at ingen er syge af denne virus, og at vi nu har et godt billede af, om nogen af vores medarbejdere har været i nogle af risikoområderne, og det har de ikke.