Høring - Forslag til lokalplan

Forslag til lokalplan 300-47 for boliger ved Faxevej i Faxeladeplads er nu i 5 ugers offentlig høring

Plan & Kulturudvalget i Faxe Kommune har den 25. september 2018 godkendt forslag til lokalplan 300-47 for boliger ved Faxevej i Faxe Ladeplads. Planen er nu i offentlig høring i 5 uger indtil onsdag den 7. november 2018, og kan i hele perioden ses i borgerservicecentrene, på bibliotekerne og på Faxe Kommunes hjemmeside.

Efter den offentlige høringsfase vil byrådet tage endelig stilling til planforslaget. 

Du finder planforslaget under "læs også".

(OBS. Offentliggørelse og høringsfrist er rykket med en dag i forhold til, hvad der er annonceret i Haslev-Faxe Posten. Dette skyldes tekniske problemer med plandata.dk. Høringsfristen er således den 7. november og ikke den 6.)

Dine muligheder
Bemærkninger eller indsigelser skal sendes til plan2@faxekommune.dk eller med post til Faxe Kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev, og skal være os i hænde senest den 7. november 2018.

Der afholdes borgermøde om planforslagene mandag den 8. oktober kl. 19:00 – 20:30 i Huset i Faxe Ladeplads, Hovedgaden 40, 4654 Faxe Ladeplads. Her kan du høre mere om planforslagets indhold og komme med spørgsmål til planlægningen.

Du skal også være velkommen til at kontakte planteamet med spørgsmål på 5620 3019.

Planforslagets indhold
Formålet med lokalplan 300-47 er, at fastlægge bestemmelser for områdets brug til tæt-lav bebyggelse med tilhørende veje, parkering og fælles friarealer. Der vil efter planen kunne opføres 6 boliger i lokalplanområdet.

Lokalplanområdet ligger ved Faxevej i Faxe Ladeplads og udgør et areal på ca. 0,23 ha. Området er allerede udlagt til boligformål i Kommuneplan 2013. Ejendommen henligger i dag delvist som et grønt græsareal i vejkrydset ved Plantagevej, og delvist som have til det tidligere Hylleholt Plejehjem.

Lokalplanen stiller krav om, at ny bebyggelse skal opføres i ensartede farver og materialer samt med enten saddeltag eller ensidig taghældning på minimum 25o. Der bygges i ét eller halvandet plan med en bebyggelsesprocent på op til 30 %. Boligområdet vil få vejadgang fra Plantagevej og der vil blive etableret en sti ud mod Faxevej. Der er i øvrigt åbnet mulighed for etablering af støjhegn mod de to veje. Lokalplanområdet er omfattet af en 20 meter vejbyggelinje fra vejmidten på Faxevej, som derfor har betydning for byggeriets placering på grunden.

Retsvirkninger
I lokalplanområdet gælder der et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse fra den 3. oktober 2018, og indtil planen er offentliggjort efter endelig vedtagelse, dog maksimalt 1 år, jf. planlovens § 17.

Miljøvurdering 
Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af lokalplanforslag nr. 300-47, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer. Den nærmere begrundelse herfor fremgår af planforslaget.

Klagevejledning
Byrådets vedtagelse af planforslag til offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet. Først ved byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentliggørelse kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3

Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af forslag til lokalplanforslag nr. 300-47, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer. Den nærmere begrundelse fremgår af planforslaget.

Afgørelsen om miljøvurdering kan der klages over til Planklagenævnet, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr, 448 af 10. maj 2017) § 48. Der kan klages over formelle mangler i afgørelsen, de såkaldte retlige spørgsmål.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.

Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind med dit NEM-ID på kpo.naevneneshus.dk.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning ti Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.nmkn.dk.

Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.