Idéfase - Aktivitetsskov og besøgscenter på Jomfruens Egede Gods

Idéfase - Aktivitetsskov og besøgscenter på Jomfruens Egede Gods

Indkaldelse af idéer og forslag forud for planlægningen for en ny aktivitetsskov på Jomfruens Egede Gods.

Faxe Kommune indkalder nu idéer og forslag forud for planlægningen for et nyt område til aktivitetsskov med tilhørende besøgscenter og overnatning på Jomfruens Egede gods. Igangsættelse af kommuneplanlægning og lokalplanlægning sker på baggrund af byrådets ønske om at understøtte udviklingen af turismen i Faxe Kommune.

Området udlægges til oplevelsesøkonomisk center med hotel, restuauration, jagtbane med lerduer, demomork og kørebane, aktivitetsskov med terrænbane og shelterfaciliteter på Jomfruens Egede gods.

Idéfasen er første fase i en lang række aktiviteter frem mod et plangrundlag der kan realiseres. I denne fase har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med forslag og idéer. Med dette debatoplæg indkalder Faxe Kommune idéer og forslag til den videre planlægning. Debatoplægget kan du finde under punktet "læs også" her på siden.

Høringsperiode
Idéfasen løber i perioden d. 22. januar til d. 19. februar 2020.
Der afholdes offentligt informationsmøde onsdag d. 5. februar kl. 18.30-20.00. Mødet afholdes i aulaen på Bavneskolen i Dalby.

Eksisterende planlægning
Området er ikke omfattet af kommuneplanens rammer for lokalplanlægning og der er ikke en gældende lokalplan.

Området
Arealet omfatter i alt ca. 80 ha og består af området omkring selve godset Jomfruens Egede, landbrugsarealer i tilknytning til godset, Hulket skov og en del af Åstrup skov. Området benyttes i dag til landbrug, skovdrift og bygningerne på Jomfruens Egede anvendes desuden til afholdelse af bl.a. bryllupper og forretningsmøder. Øster Egede Kirke er beliggende indenfor planområdet idet den tidligere har tilhørt godset og opleves som en naturlig del af området, men fortsætter sin hidtidige funktion som folkekirke.

Indholdet i den nye planlægning
Planområdet omfatter et areal på ca. 80 ha fordelt på to områder af hhv. 54 ha omkring selve godset samt Hulket skov og 26 ha beliggende i Åstrup skov.

Området er beliggende på Jomfruens Egedes jorder, matr. nr. 1aa, 1ae, 1o og 7000d og dele af matr. nr. 1a, 1ak, og 7000e alle af Jomfruens Egede Hgd., Ø.Egede. Del af matr. nr. 16a Åstrup By, Kongsted.

Planlægningen omfatter kommuneplantillæg og lokalplan, der forventes at give mulighed for de fire delprojekter - projektbeskrivelsen findes under punktet "læs også" her på siden. Det er hensigten, at lokalplanen skal give bonusvirkning til alle fire delelementer.

Idéer og forslag
I forbindelse med at planarbejdet sættes i gang, vil Faxe Kommune jf. Planlovens § 23c gerne høre dine bemærkninger til den forestående planlægning. Du kan for eksempel komme med idéer og forslag til:

  • Hvad den forestående planlægning skal tage højde for
  • hvilke forhold, der skal fokuseres på i miljøvurderingen
  • etc.

Det videre forløb
onsdag den 5. februar kl. 18.30 til 20.00 afholdes der informationsmøde om projektet og den forestående planlægning. Her vil du kunne høre mere om planerne, stille spørgsmål og komme med idéer og forslag til planlægningen. Mødet afholdes i aulaen på Bavneskolen i Dalby.

Idéer og forslag til det videre planarbejde skal være modtaget af Faxe Kommune senest onsdag den 19. februar 2020.

Send gerne en e-mail til plan2@faxekommune.dk. Du kan også sende et brev til Faxe Kommune, Center for Plan og Miljø, Frederiksgade 9, 4690 Haslev.

Når planforslagene er udarbejdet, vil de blive fremlagt i offentlig høring i otte uger. Under den offentlige høring vil der blive inviteret til et offentligt borgermøde om planernes indhold og det vil igen være muligt at komme med bemærkninger til planlægningen inden Byrådets endelige vedtagelse. Først efter den endelige vedtagelse af Kommuneplantillæg og Lokalplan kan lokalplanens muligheder realiseres.

Spørgsmål kan rettes til planafdelingen i Faxe Kommune på tlf.: 5620 3019.