Kom til bogmessen "Lokale Ord" lørdag 1. februar

Alle sejl er sat til, når bogmessen ”Lokale Ord” løber af stablen på Haslev Bibliotek lørdag den 1. februar klokken kl. 10-16. Der er litteratur- og underholdningsmæssigt er noget for enhver alder og smag.

I forhold til de to foregående Mini-Bogmesser, henvender man sig denne gang også til børn og unge. 
Klokken 10.30 vil priserne til vinderne af novellekonkurrencen for børn og unge blive overbragt.

Dagen igennem er der i bibliotekets underetage aktiviteter for børn. Foruden at en børnebibliotekar læser højt for børn hver time, vil der være en workshop med temaet „Byg en billedbog“. Til workshoppen kræves der en billet, som fra den 18. januar kan erhverves under www.faxebibliotek.dk. 

I Eventyrland vil der være fire eventyrtableauer fra Harry Potters, Guldloks, 1001 nats og H.C. Andersens universer med konkurrencer. Der vil være højtlæsning, et udklædningsområde og desuden udfører Rollespilsakademiet arenakampe samt laver ansigtsmaling på børnene.

For ungdommen og de voksne vil der være to hovedtalere, nemlig den prisbelønnede børne- og ungdomsforfatter Kenneth Bøgh Andersen, som fra scenen i biblioteket klokken 11.30 fortæller om sine fantasy- og andre bøger for børn og unge.

Klokken 14.00 går den ligeledes prisbelønnede forfatter Birgithe Kosovic på scenen sammen med Sjællandske Mediers områderedaktør Cecilie Hänsch, som vil interviewe Birgithe om hendes roman „Den inderste fare“. I to bind fortæller hun om lederen af regeringen under besættelsen, Erik Scavenius, som i manges øjne var danmarkshistoriens største forræder. I sine bøger skildrer Birgithe Kosovic ham både som politiker og som ægtemand i en udmarvende ægteskabskamp.

I selve biblioteket kan man møde femten forfattere, der på den ene eller anden måde har tilknytning til Faxe Kommune. På deres stande præsenteres et bredt litteraturspektrum fra børne- og ungdomsbøger over biografier, lærebøger og digte til krimier. Tolv af de deltagende lokale forfattere holder i separate rum i biblioteket hver et miniforedrag af tyve minutters varighed. Der er sørget for, at der ikke er to forfattere fra samme genre, der holder foredrag samtidig.

De lokale forfattere er:
Else Lefmann, Susan Hemmingsen, Erik Rønholt, Laura Helena Pimentel da Silva, Christine Jønck, Anne Holde, Hans-Willy Bautz, Marianne Christensen, Signe Fahl, Camilla Semlov, Lone Rytsel, Mona Hvid, Kia Lundsgaard, Winnie Kristiansen Sommer og Lise J. Qvistgaard. 

Der er gratis adgang til Bogmessen „Lokale ord“.