Kort nyt fra byrådsmødet i april
Her er et par af de store sager fra byrådsmødet i april.
Tilfredsstillede regnskab for 2024
- Det er et tilfredsstillende regnskab, som jeg synes afspejler en organisation, som har vist mådehold og som har arbejdet benhårdt på at overholde budgetterne i 2024, siger borgmester Ole Vive og tilføjer:
- Det er et godt udgangspunkt for økonomien i 2025 og 2026, men vi skal stadigvæk holde fast i den stramme økonomistyring, og vi skal som byråd fortsætte med afgørende præcision i vores budgetlægning.
Som "virksomhed" kommer Faxe Kommune ud af 2024 med et overskud på 58,2 millioner kroner.
- Det er godt, særligt set i forhold til den situation Faxe Kommune har været i hen over de seneste år, siger Ole Vive.
Et andet sted, man skal kigge hen, for at vurdere det kommunale regnskab, er på likviditeten.
Her landede Faxe Kommune på et gennemsnit på 141,8 millioner kroner i 2024.
Den strategiske minimumsmålsætning er 100 millioner.
Faxe Kommune har brugt mindre på den serviceramme, som er tildelt kommunen. Nemlig 28,4 millioner kroner mindre.
Kommunen har brugt 25 millioner mere på anlægsrammen, dermed har kommunen dog indhentet en stor del af de anlægsopgaver, der har været forskudt hen over årene.
Borgerne i Faxe Ladeplads er ikke længere forpligtet af en varmeplan
Er du borger i Faxe Ladeplads, og står du over for at ville søge støttepuljer til en varmepumpe?
Ja, så er der gode nyheder til dig.
Byrådet har vedtaget et tillæg til Varmeplan 2022. Ifølge dette tillæg bliver Faxe Ladeplads nu udlagt til at være et område for såkaldt individuel varmeforsyning.
Baggrunden er, at det viste sig at være et mindretal af borgerne i Faxe Ladeplads, som ønskede fjernvarme, da de blev spurgt om det.
Kun 23 procent af det samlede antal husstande ønskede det, og målet var 60-75 procent for at økonomien kunne hænge sammen.
Med tillægget følger, at man ikke længere er "tvunget" til fjernvarme, og derfor er den hindring fjernet i forhold til kriterierne for at få støtte fra varmepuljen.
Kystbeskyttelse i Faxe Ladeplads
Byrådet har taget stilling til to sager om fremme af fælles projekter for kystbeskyttelse i Faxe Ladeplads på baggrund af en udarbejdet rådgiverrapport.
En sag om Faxe Å/Lille Å og en sag om Krusebæk.
Sagen om Krusebæk bliver der ikke gjort noget ved med det første. Den er - så at sige - sat lidt i bero.
Til gengæld besluttede byrådet at fremme sagen om Faxe Å/Lille Å.
At fremme sagen er en anden måde at sige på, at byrådet ønsker konkrete projekter beskrevet, inden de bliver sat i gang - både i forhold til økonomi og selvfølgelig i forhold til den nytte, tiltagene vil gøre for at beskytte boliger og sommerhuse langs vandet i Faxe Ladeplads.
Der er blandt andet tale om en højvandsmur, og en løsning på at pumpe havvand ud ved åens udmunding, som Faxe Kommune ved tidligere voldsomme vejrhændelser har arbejdet hårdt på.
Det bliver ikke den store, meget dyre løsning, som er foreslået i rådgiverrapporten. Men dog en pumpeløsning, hvor man undgår slanger hen over vejen.
Der bliver nu søgt om midler til kystbeskyttelse i den statslige pulje, så det afventer Faxe Kommune svar på. Et eventuelt støttebeløb som kan have indflydelse på økonomien i projektet.
Byrådet bevilgede efterfølgende to millioner kroner i 2025 til blandt andet at få udarbejdet det nødvendige materiale og rapporter, som sikrer, at Kystdirektoratet kan godkende projekterne.