Kronprinsparret deltager i fejringen af 150 + 1 års jubilæet for Haslev Stationsby

Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen deltager, når Faxe Kommune med et års forsinkelse fejrer Haslev Stationsbys 150 års jubilæum den 11. oktober 2021.

Søndag den 4. oktober 1870 rullede damplokomotivet Ymer ind på perronen på Haslev Station og markerede begyndelsen på en eksplosiv udvikling for byen.
Der var lagt an til en stor fejring af jubilæet i selve jubilæumsåret 2020, men corona-pandemien og restriktionerne gjorde det ikke muligt at fejre det, som kommunen gerne ville.

Men nu er Faxe Kommune atter klar til at trække i festtøjet.
Haslev Stationsbys 150 + 1 års jubilæum bliver fejret mandag den 11. oktober.
Festlighederne begynder klokken 9.30 på stationspladsen.
 
- Nu er der er ganske vist gået et år, men for os er det vigtigt at markere og fejre så stort et jubilæum for noget, der på alle tænkelige måder har præget udviklingen af Haslev som by og sandelig også hele det midt- og sydsjællandske område, siger borgmester Ole Vive og tilføjer:
 
- Det er en stor glæde, at Kronprinsparret har takket ja til vores invitation. Gennem de seneste år, har Faxe Kommune investeret i byforskønnelsen af Haslev - ikke mindst for at værne om vores handelsliv og give byens besøgende en god oplevelse. Vi er glade og stolte over det løft, stationspladsen har fået. Togdriften, og den kommende mulighed for at pendle hurtigt til København, er afgørende for rigtig mange af vores borgere, og for dem som vælger at bosætte sig i vores perle af en by - omgivet af skøn natur og et rigt kultur- og foreningsliv. Når flere i fremtiden forventes at bruge toget er det passende, at vi fejrer sådan et jubilæum.
 
Ud over Deres Kongelige Højheder Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, deltager også transportminister Benny Engelbrecht i fejringen.
 
Efter den officielle fejring af jubilæet på Stationspladsen, afslutter Deres Kongelige Højheder deres tur til Faxe Kommune med et besøg hos Camp Adventures Skovtårn.
 
Elever fra Faxe Musikskole sørger for en musikalsk ramme om arrangementet.