Kystbeskyttelse opland Kruse Bæk

Høringsfrist 16. marts 2025

Faxe Kommune har fået udarbejdet en samlet kystbeskyttelsesrapport for opland Faxe Å/Lille Å og for opland Kruse Bæk.

I rapporten er der for opland Kruse Bæk forslag til mulige kystbeskyttelsesforanstaltninger i form af ny sluse ved Kruse Bæk og ny højvandsmur på begge sider af Kruse Bæk. De foreslåede løsninger kan beskytte flere ejendomme mod oversvømmelse. Kommunen kan derfor i henhold til kystbeskyttelsesloven pålægge ejere af fast ejendom, som opnår en beskyttelse eller anden fordel ved foranstaltningerne, en bidragspligt. I rapporten er der anført oversigt over, hvilke matrikler rådgiver mener kan opnå en form for nytte ved de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger - og forslag til tre mulige partsfordelingsmodeller til finansiering af kystbeskyttelsens etablering. 

På baggrund af rapporten har Teknik & Miljøudvalget den 4. februar 2025 besluttet, at der skal igangsættes en proces for afklaring af, om der skal søges gennemført et fælles kystbeskyttelsesprojekt for opland Kruse Bæk. Beslutningen er sket i henhold til kystbeskyttelseslovens § 1 a, stk. 2, der omhandler kommunale fællesprojekter om kystbeskyttelse. I forbindelse med beslutningen har udvalget udtrykt ønske om, at muligheden for omlægning af Kruse Bæk skal indgå i processen. 

Kommunen skal i forbindelse med kommunale fællesprojekter indhente en udtalelse fra Kystdirektoratet om de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger og eventuelt en udtalelse fra de ejere af fast ejendom, der kan opnå beskyttelse eller en anden fordel ved et kystbeskyttelsesanlæg – jf. kystbeskyttelseslovens § 2, stk. 1.

Kystdirektoratet er blevet anmodet om en vurdering og udtalelse.

Ejere af matrikler, der kan have nytte af de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger, vil blive orienteret og anmodet om udtalelser.

Desuden er rapporten fremlagt i offentlig høring på kommunens hjemmeside, så alle interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger.

Høringens formål er at danne grundlag for, at kommunen kan træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal fremmes, jf. kystbeskyttelseslovens § 2 a.

Bemærkninger bedes fremsendt senest den 16. marts 2025 til Faxe Kommune – via mail til kommunen@faxekommune.dk eller via brev til Faxe Kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev.

Rapporten kan give anledning til mange forskellige spørgsmål og bemærkninger - bl.a. kan kommunen fremføre følgende opmærksomhedspunkter, der skal vurderes i det videre forløb:

  • Skal der etableres en ny højvandsmur på ejendommen Kaj Ørums Vej 1 eller er det nuværende sikringsniveau tilstrækkeligt?
  • Skal der etableres en højvandsmur eller et højvandsdige nord for Kruse Bæk i Strandparken?
  • Skal der etableres en permanent pumpestation ved Kruse Bæk? 
  • Skal Kruse Bæk omlægges, så bækken og udløb forlægges mod nord ind i Strandparken? 

I relation til persondataforordningen skal du være opmærksom på, at dit høringssvar med navn og adresse samt eventuelt telefonnummer og e-mail vil blive offentliggjort i forbindelse med den efterfølgende politiske behandling.