Nordskovskolens 50 års jubilæum

Nordskovskolen i Haslev har 50 års jubilæum. Skolen i Haslev blev taget i brug den 26. august 1975. Jubilæet blev fejret på behørig vis i jubilæumsugen - først med samling, sang og is til eleverne, og senere på ugen for personale, tidligere elever og lærere og øvrige gæster.

Se den jubilæumsfilm, skolen har lavet for at markere de 50 år.

Det var en stor jubilæumsuge for Nordskovskolen i den sidste uge af august i år.
 
Den 26. august 2025 var det nemlig præcis 50 år siden, at Nordskovskolen blev taget i brug. 

Det blev markeret på selv jubilæumsdagen med fællessang, optræden fra 0. klasserne og 6. og 8. klasserne - som også sang en fødselsdagssang på tysk. 
8. klasse havde selv skrevet en jubilæumssang på Shu-bi-duas "Danmark". Den festlige fællessamling blev afsluttet med vaffelis i klasserne. 

Fredag var det de voksnes tur til at fejre Nordskovskolens 50 års jubilæum.

Der var nuværende og tidligere ansætte, og så var der også en god håndfuld tidligere elever, blandt andet en gruppe som begyndte i børnehaveklasse, da skolen blev taget i brug 26. august 1975.

Et sjovt gensyn, men også en helt ny oplevelse, fortalte de. Skolen blev for cirka 20 år siden gennemrenoveret, så lokalerne ligger ikke helt, hvor de gjorde dengang. 

I dag er Nordskovskolen fortsat kommunens største folkeskole med cirka 550 elever og 85 medarbejdere, kunne skoleleder Susanne Meyer Christensen fortælle i sin jubilæumstale. 

Hun er skoleleder for Haslevskolerne, som Nordskovskolen i dag hører under samme med Sofiendalskolen, Vibeengskolen og Terslev Skole. 

Susanne Meyer Christensen takkede elever, medarbejdere og ledere for at skabe en festlig ramme om fejringen af jubilæet. 
- I skal også have tak for hver dag at yde jeres allerbedste for Nordskovskolen, sagde hun og roste også det gode samarbejde skolen har med forældrene. 
- Vores skolebestyrelse er et eksempel på, at vi har engagerede og initiativrige forældre. Da skolerne blev lagt sammen til Haslevskolerne trak de i arbejdstøjet, og gennem en forbilledlig inddragelsesproces fik de udarbejdet et ny værdigrundlag. De fire værdier – livsduelighed, faglighed, respekt og fællesskab – fremgår også af vores jubilæumsplakater, fortalte hun 

Også Haslevskolernes forperson, Michelle Sølvskov Jepsen kvitterede for et godt samarbejde med skolen, og hun takkede både medarbejdere, ledere og familierne, som jo har en vigtig plads i børnenes liv, og en vigtig rolle i forhold til at bakke op og engagere sig. 

- Skolen skal fortsætte med at være et sted, hvor børn bliver mødt med respekt, hvor forskellighed ses som en styrke, og hvor fællesskabet vægtes højt, og hvor alle har en plads i fællesskabet. Tak for at I er her i dag, men lad os bruge dagen på at huske, hvorfor vi har en skole som Nordskovskolen: Fordi børn fortjener det bedste udgangspunkt i livet, sagde hun. 

Borgmester Ole Vive holdt også tale – med et klart budskab til personalet på skolen. 

- I fortjener et kæmpe skulderklap for jeres daglige engagement her på skolen. Midt i alle forandringerne er skolen et fast holdepunkt. Et sted hvor børn og unge kan vokse, finde sig selv, danne sig og lære – både til livet og til fremtiden. Og en skole er meget mere end mursten og klasselokaler. Det er faktisk jer, der giver stedet liv. Det er faktisk jer, eleverne vil huske for den måde I inspirerer dem, hjælper dem og støtter dem i deres vej gennem den del af deres barndom som foregår her på stedet. Så tillykke, Nordskovskolen – med de første 50.

Jubilæumsfilmen blev vist både for børnene om tirsdagen og for gæsterne fredag. 

Den er produceret af lærer Daniel Brandt og Rikke Monika Djarnis med blandt andet bidrag fra Faxe Kommunes Arkiver.