""

Ny centerchef i Center for Social, Sundhed og Pleje

59-årige Niels Arendt Nielsen bliver ny centerchef i Faxe Kommune.

Niels Arendt Nielsen har stor erfaring med de kommunale velfærdsområder og har tidligere arbejdet som vicedirektør i Social- og Boligstyrelsen, og han har været kontorchef hos Kommunernes Landsforening. Derigennem har han stærkt og omfattende kendskab til social- og sundhedsområdet og et stort netværk på tværs af stat, kommuner og frivillige aktører.
 
Senest har Niels Arendt Nielsen været interim-direktør i Socialt Udviklingscenter SUS, hvor han havde en specifik opgave i forhold til at skabe stabilitet og retning - en opgave han løste med sin anerkendende og motiverende ledelsesstil.
 
Fra 12. maj træder han så ind i en ny rolle som centerchef i Faxe Kommunes Center for Social, Sundhed & Pleje. Her afløser han Morten Just, som efter fire år på posten nu er blevet direktør i Faxe Kommune.
 
- Jeg er glad for, at Niels Arendt Nielsen har sagt ja tak til at tage imod stafetten og videreføre arbejdet i centret. Han er en erfaren, nærværende leder med et skarpt blik for politik, strategi, faglig udvikling og hvordan organisationer fungerer i praksis, siger direktør Morten Just og tilføjer:
 
- Med de store reformer, vi arbejder med i forhold til ældre- og sundhedsreformen, er de kompetencer helt afgørende. Jeg er sikker på, at Niels sammen med de mange dygtige ledere og medarbejdere i Center for Social, Sundhed & Pleje kan sørge for, at vi lykkes med både reformer og alle de andre vigtige opgaver i centret.
 
- Jeg ser rigtig meget frem til at yde mit bidrag til, at Faxe Kommune fortsat kan gøre en positiv forskel for borgerne på social, sundheds- og ældreområdet sammen med de mange dygtige ledere og medarbejdere i centeret. Jeg vil være stærkt optaget af, at Faxe Kommune kan sikre helhed i indsatserne på tværs i en tæt dialog med borgerne. Det bliver rigtig spændende at kunne være med til at sætte kursen i Faxe Kommune i en tid, hvor det stormer med reformer, siger Niels Arendt Nielsen.