Ny jobcenterchef med stærk social drivkraft
Troels van Dijk bliver Faxe Kommunes nye chef for Center for Beskæftigelse. Han kommer fra en stilling som afdelingsleder i Slagelse Jobcenter med ansvar for sygedagpenge og jobafklaring.
14 års ledererfaring inden for beskæftigelsesområdet tager 39-årige Troels van Dijk med sig til Faxe Kommune, når han fra 1. november træder ind på sit kontor som centerchef for Center for Beskæftigelse i Faxe Kommune.
De seneste fire år har Faxe Kommunes nye jobcenterchef været afdelingsleder i Slagelse Jobcenter.
Hans kommunale erfaring dækker også over stillinger i Lejre og Odsherred Kommuner. Den kommunale ledelseserfaring med beskæftigelsesområdet strækker sig over syv år.
De andre syv år med skiftende ledelsesansvar var hos en privat aktør inden for området.
Ansættelsesudvalget har i Troels van Dijk set en ambitiøs leder med gode formidlingsevner og målrettet, stærk faglighed. En resultatorienteret leder, som gennem sine tidligere indsatser har modtaget mange henvendelser fra kolleger i branchen, som ønskede inspiration og gode råd.
Direktør Marianne Hoff Andersen er begejstret på både borgere og medarbejderes vegne.
- Jeg ønsker Troels van Dijk hjertelig velkommen, og jeg er meget glad for at Faxe Kommune kunne tiltrække en så stærk kandidat til at løfte vores dygtige ledere og medarbejdere i jobcentret ind i en ny og spændende fremtid sammen med borgere og virksomheder, siger Marianne Hoff Andersen.
Den kommende jobcenterchef er spændt på sin nye opgave:
- Jeg glæder mig til at møde mine nye kolleger i Faxe Kommune. Jeg ser stillingen som en kulmination på en foreløbig 14 år lang karriere inden for beskæftigelsesområdet, og jeg er topmotiveret, siger Troels van Dijk og tilføjer:
- Jeg er drevet af en passion for at skabe positive forandringer i samfundet generelt og arbejdsmarkedsområdet specifikt. Her er en unik mulighed for at lede og udvikle Jobcenter Faxe på et tidspunkt, hvor meget er oppe at vende landspolitisk i forhold til jobcentrenes fremtid. Samtidig er der bred enighed om, at beskæftigelsesindsatsen er afgørende for velfærden.
At beskæftigelsesområdet og indsatsen for at hjælpe andre videre i deres liv gennem job ligger rodfæstet i et stærkt værdisæt hos Faxes kommende jobcenterchef.
- Jeg tror faktisk, at mit drive er kommet ind helt fra barndommen. Mine forældre er plejehjemsassistenter og arbejder med mennesker. Og mine tre søskende arbejder også på hver deres felt med udvikling af mennesker. Jeg går op i, at dem af os, som har overskud, løfter dem, som har brug for det. Alle kan på et tidspunkt i deres liv få brug for hjælp, det kan også ske for mig. Den solidaritet er en kerneværdi for mig personligt, siger Troels van Dijk.
Troels van Dijk er oprindeligt uddannet fysioterapeut. Siden er der kommet en diplomledelse fra Absolon på cv’et, og så er han i gang med en master i public governance fra CBS.
Han har tre børn og bor i Herlev.
Fritiden går med ture i skoven, til stranden eller på biblioteket. Tiden sammen og oplevelser sammen er det vigtigste.
Desuden styrketræner han og nyder kulturelle begivenheder – så der er lidt til både krop og sjæl, som han udtrykker det.