Offentlig høring – Mindre omlægning af St Elmuevej, Faxe

Faxe Kommune har af ejer af matr.nr. 1a, Strandegård Hgd., Roholte, beliggende St Elmuevej 2, 4640 Faxe, modtaget ansøgning om omlægning af den offentlige vej St Elmuevej.

Ejerne ønsker at forlægge en mindre del af den offentlige vej forbi ovennævnte ejendom.

 

Før Faxe Kommune kan træffe afgørelse i sagen skal en påtænkt afgørelse offentliggøres og meddeles ejere, der forventes at blive berørt af beslutningen. Der skal gives en frist på mindst 8 uger til at komme med indsigelser og ændringsforslag.

 

Frist for bemærkninger

Har du bemærkninger kan du sende dem til kommunen, gerne på e-mail trafik@faxekommune.dk. Bemærkninger skal være modtaget af kommunen senest mandag den 23. december 2019. Sagsnr. 05.01.22-P19-2-19 bedes oplyst i e-mailen eller brevet.

 

Beskrivelse af eksisterende vej og planlagte omlægning

St Elmuevej er en offentlig vej der har sin start ved Dyrehavevej og herfra går mod syd til privatejet arealer ved Feddet. Den offentlige vej St Elmuevej slutter ca. 35 meter syd for Lindersvoldvej. Vejens udlæg - på den strækning der er omfattet af ansøgningen - er ca. 9,0 meter i bredden inkl. rabat. Vejen fremstår med asfaltbelægning i en bredde på ca. 6 meter. De privatejede arealer omkring Feddet tillader offentlig adgang. Vejen forbi St Elmuevej 2 ønskes omlagt for at reducere gener fra vejen og for bedre udnyttelse af ejendommen.

 

Projektet omfatter en strækning på ca. 250 meter af St Elmuevej, som forlægges ca. 14 meter mod øst. Linjeføring udlægges således, at sættevognstog - som dimensionerende køretøj - kan passere uhindret. Vejens eksisterende tværprofil fastholdes gennem hele forløbet og opbygning af vejkasse og belægning sker efter gældende standarder og regler. I forbindelse med forlægningen bliver eksisterende stitilslutninger justeret og der sikres fornødne oversigtsarealer, hvor stierne tilsluttes St Elmuevej.

 

Lovgrundlag

Kommunen bestemmer hvilke kommuneveje der skal anlægges, hvilke bestående kommuneveje der skal flyttes, nedklassificeres eller nedlægges, og hvilke private fællesveje der skal optages som offentlige veje jf. vejlovens § 15 (Lov nr. 1520 af 27. december 2014 – Lov om offentlige veje mv.).

 

En offentlig vej skal helt eller delvist opretholdes som vej, hvis den efter matrikelkortet er eneste vejadgang til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang. Den skal også helt eller delvist opretholdes, hvis den i øvrigt er af vigtighed for en ejendom.

 

Dette fremgår af Lov om offentlige veje § 124 stk. 2. Ejere af en ejendom der bliver berørt af kommunens planer om omlægning af en vej, har mulighed for at komme med indsigelser til de planlagte ændringer i løbet af en høringsperiode på mindst 8 uger, jf. vejlovens § 124 stk. 6-7.

Hvis kommunen på trods af en indsigelse om, at en del af en vej er eneste adgang eller af vigtighed for en ejendom, alligevel nedlægger vejen, kan spørgsmålet om vejens opretholdelse kræves indbragt for taksationsmyndighederne jf. vejlovens § 124 stk. 7. Dette skal ske inden 4 uger fra, at kommunen har meddelt sin afgørelse.

 

Har du spørgsmål kan du kontakte Center for Plan & Miljø – Trafik på telefon 56 20 30 40 eller e-mail trafik@faxekommune.dk.