Togene ruller igen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads  - markeres med kaffe, pandekager og taler

Mandag 4. marts 2024 kører togene fra Lokaltog igen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads. Siden starten af oktober har kunderne været nødt til at benytte togbusser på strækningen, men inden længe kan de igen køre med toget på helt nye sveller og skinner. Det bliver markeret af Region Sjælland, Faxe Kommune og Lokaltog ved et arrangement på stationen i Faxe Ladeplads fredag 8. marts kl. 10. 

Den store renovering af Østbanen foregår i etaper. Første etape mellem Hårlev og Køge var færdig og klar til drift i starten af oktober sidste år. Samtidig gik arbejdet i gang på etape 2, som der nu kan sættes flueben ved, og det vækker glæde i Region Sjælland, som har bevilget næsten 800 millioner til Østbanens totalrenovering.

- Genåbningen er ikke blot en milepæl for regionens infrastruktur; det er et løfte indfriet over for vores borgere om at sikre pålidelig og moderne transport. Dette projekt, som er en del af den omfattende renovering af Østbanen, understreger vores engagement i at fremme og sikre bæredygtig mobilitet og binde vores samfund tættere sammen. Jeg glæder mig til at markere genåbningen med alle involverede - et symbol på det hårde arbejde og dedikation, der har været investeret i at forbedre hverdagen for tusindvis af pendlere og rejsende i vores region, siger Heino Knudsen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland. 

Også i Faxe Kommune er der glæde over at endnu en del af Østbanen, som er en meget vigtig livsnerve i lokalsamfundet, endelig er blevet opgraderet med nye skinner. 

- Først og fremmest tillykke til alle, som har andel i, at 2. etape nu er afsluttet og toget kan køre igen. Det er skønt for alle pendlere, rejsende og turister, som nu kan benytte toget igen. Jeg håber, at alle vender tilbage til denne måde at transportere sig på, siger Dorthe Egede Borg, formand for Teknik & Miljøudvalget i Faxe Kommune.

Hos Lokaltog, der står for driften af Østbanen og dermed den store totalrenovering, er den administrerende direktør, Lars Wrist-Elkjær, også meget tilfreds med, at der nu kun mangler en enkelt etape, før hele banen er blevet opgraderet.

- Det er et meget stort projekt, vi er i gang med, og vi har bestemt haft vores udfordringer indtil videre. Ikke mindst her på 2. etape, hvor vejret hen over efteråret og vinteren har drillet os noget mere, end vi havde håbet på. Men på trods af rekord meget regn og lange perioder med hård frost, står vi nu med endnu en strækning, der har fået et gevaldigt løft. Så her på kanten af foråret synes jeg, der er al mulig grund til at markere, at Østbanen går imod lysere tider både i overført og bogstavelig betydning, og det håber jeg, der er mange, der vil hjælpe os med, siger Lars Wrist-Elkjær.

Markering fredag 8. marts

Region Sjælland, Faxe Kommune og Lokaltog markerer genåbningen af strækningen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads og håber, at borgere, naboer, kunder, samarbejdspartnere med flere vil komme forbi til en kop kaffe og pandekager.

Tid: fredag den 8. marts kl. 10.00-10.45
Sted: Lokaltogs station i Faxe Ladeplads, 4654 Faxe Ladeplads

Alle er velkomne

 
Fakta om Østbanen:

•    Etableret i 1879.
•    Kører fra Køge over Hårlev til henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads.
•    Transporterer omkring 1 million kunder om året.
•    Betjener 14 stationer.
•    I alt 50 kilometer lang.