Voksne kan nu få undervisning i Faxe Musikskole

Et samarbejde mellem Faxe Musikskole og LOF baner nu vejen for, at voksne kan få undervisning på Faxe Musikskole.

Efter en debat og ønske om at inkludere voksne i Faxe Musikskoles aktiviteter, er der nu gode nyheder til kommunens borgere.
 
Faxe musikskole har indgået aftale med LOF, der gør det muligt for voksne over 25 år at modtage musikundervisning på skolen.
 
Dette initiativ kommer som en direkte respons på den stigende interesse fra kommunens borgere, som længe har ønsket at blive en del af det musikalske fællesskab

En længe ventet ændring

 
Aftalen mellem LOF og Faxe Musikskole er blevet modtaget med stor begejstring blandt mange, ikke mindst hos musikskolens leder, Malene Plambech Lundsgaard, og Susanne Jershøj fra LOF.
 
Ifølge Malene Plambech Lundsgaard er dette samarbejde en fantastisk mulighed for at tilgodese borgerne ved at tilbyde musikundervisning fra uddannede musiklærere.
Det nye initiativ vil også sikre, at musikskolens lokaler udnyttes optimalt i tidsrum, hvor de ellers ville stå tomme.

- Det giver musikskolens ansatte nogle gode ansættelsesvilkår. De kan nu tilbydes flere timer og få en mere sammenhængende arbejdsdag, siger Malene Plambech Lundsgaard.

Susanne Jershøj  fra LOF er ligeledes begejstret og ser samarbejdet som en unik mulighed for at udvide tilbuddene til byens borgere.
 
- Det giver os i LOF mulighed for at tilbyde endnu flere gode tilbud til borgerne, siger hun.

En ændring med stor betydning

Denne ændring kommer også som en glædelig nyhed for de mange voksne musikentusiaster, som allerede har været en del af musikskolens aktiviteter, men indtil nu kun på gæstebasis.
 
En af dem er Niels Jørgen Haslev, som for to år siden i en alder af 63 købte sit første blæseinstrument.
 
Niels Jørgen har længe udtrykt sin frustration over ikke at kunne blive fuldgyldigt medlem af musikskolen, trods hans engagement i skolens bigband og hyppige deltagelse i forskellige aktiviteter.

- Det er simpelthen en fest at få lov til at spille med de unge mennesker. Musik kan noget helt specielt. Det skaber et bånd på tværs af generationer, siger Niels Jørgen Haslev, der har været en flittig deltager i byens kulturelle aktiviteter.

Niels Jørgen Haslevs gav for ikke så længe siden en lille opsang Faxe Kommunes byråd, og her blev hans forslag mødt med stor opbakning, og nu er hans ønske om at kunne blive fuldgyldigt medlem af musikskolen endelig blevet en realitet.

 
En bredere elevsammensætning

Musikskoleleder Malene Plambech Lundsgaard ser frem til at byde flere voksne elever velkommen.
 
- Det giver en masse på tværs, at de unge og ældre kan få lov til at spille musik sammen. Vi har kapaciteten og underviserne, så selvfølgelig bakker vi op om, at dem over 25 år kan få lov til deltage musikskolen på lige vilkår med alle andre, siger hun.

Med denne nye aftale åbnes dørene til musikalsk udvikling og fællesskab på tværs af alder, og det forventes, at endnu flere voksne nu vil gribe chancen for at dyrke deres musikalske interesser.
 
Dette initiativ er et stort skridt fremad for Faxe Musikskole og kommunens musikliv som helhed

Hvis man vil møde de nye voksne musikskoleelever, kan man finde dem i bigbandet sammen med deres unge orkestermedlemmer ved Kulturnatten i Faxe Ladeplads fredag den 6. september og ved Kulturnatten i Haslev fredag den 27. september.