Serviceniveau for helhedspleje
Faxe Kommune tilbyder helhedspleje til ældre med fysiske eller psykiske svækkelser. Målet er, at du kan bevare mest mulig livsglæde og selvhjulpenhed.
Helhedsplejeforløb
I Faxe Kommune er der fem forskellige helhedsplejeforløb, som du kan blive tilbudt, afhængig af din samlede funktionsevne. Din funktionsevne siger noget om, hvad du kan og ikke kan selv. Det betyder, at du kun får hjælp til det, du ikke selv kan klare. Hvis du bor hjemme, ser vi også på, om du har en rask ægtefælle eller andre pårørende, der kan og vil hjælpe.
Du deltager så vidt muligt selv i opgaverne, og hjælpen tilrettelægges som ét samlet og fleksibelt forløb, der kan tilpasses efter dine behov. Hvis du takker ja til helhedspleje, planlægges forløbet i tæt dialog med dig og medarbejderne i hjemmeplejen eller på plejehjemmet.
De fem helhedsplejeforløb indeholder alle muligheden for at få hjælp til:
- Personlig pleje, fx bad og toiletbesøg
- Praktisk hjælp, fx rengøring, indkøb og tøjvask
- Træning (der ikke er i forlængelse af et sygehusophold)
- Sygepleje (der udføres af hjemmeplejen eller medarbejderne på plejehjemmene)
Opstartsforløb
Hvis det vurderes, at du kan genvinde dele af din funktionsevne, kan du få et opstartsforløb med en intensiv rehabiliterende indsats i op til 6 uger. Formålet er, at du bliver mere selvhjulpen i fx personlig pleje, praktisk hjælp, træning og sygepleje.
Sammen med dig udarbejdes en plan for både opstart og vedligeholdelse. Der vil blive igangsat forskellige indsatser, der kan gøre dig mest mulig selvhjulpen:
- Pårørendesamarbejde
- Træning
- Hjælpemidler
- Dosispakket medicin
- Brug af sygeplejeklinik
- Skærmbesøg
- TeleKol/Telehjerte
- Kontaktlægeapp
- Oplysning om kommunale tilbud
Hvis du bliver selvhjulpen efter dit opstartsforløb, vil hjælpen blive afsluttet, ellers vil du blive tilbudt et af de andre helhedsplejeforløb, som bedst matcher din opnåede funktionsevne.
I et opstartsforløb vil du som udgangspunkt få tilrettelagt hjælp i 0-7 timer ugentligt, men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, om der er behov for mere tid. Denne fleksibilitet er lagt ind i opstartsforløbet.
Let helhedsplejeforløb
Du bliver tilbudt et let helhedsplejeforløb, hvis du har lette begrænsninger i din samlede funktionsevne. Du kan få hjælp til det, som du ikke kan selv. Et let helhedsplejeforløb kan indeholde hjælp til: lettere personlig pleje, praktisk hjælp, træning og sygepleje (der udføres af hjemmeplejen).
I et let helhedplejeforløb vil du som udgangspunkt få tilrettelagt hjælp i 0-2 timer ugentligt, men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, om der er behov for mere tid.
Denne fleksibilitet er lagt ind i det lette helhedsplejeforløb.
Hvis du over en længere periode har behov for mere end 2 timer ugentligt, vil det blive vurderet, om du skal tildeles et nyt helhedsplejeforløb
Moderat helhedsplejeforløb
Du bliver tilbudt et moderat helhedsplejeforløb, hvis du har moderate begrænsninger i din samlede funktionsevne. Du kan få hjælp til det, som du ikke kan selv. Et moderat helhedsplejeforløb kan indeholde hjælp til: personlig pleje, praktisk hjælp, træning og sygepleje (der udføres af hjemmeplejen).
I et moderat helhedplejeforløb vil du som udgangspunkt få tilrettelagt hjælp i 2,1-7 timer ugentligt, men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, om der er behov for lidt mindre eller mere tid. Denne fleksibilitet er lagt ind i det moderate helhedsplejeforløb.
Hvis du over en længere periode har behov for mindre end 2 timer eller mere end 7 timer ugentligt, vil det blive vurderet, om du skal tildeles et nyt helhedsplejeforløb
Omfattende helhedsplejeforløb
Du bliver tilbudt et omfattende helhedsplejeforløb, hvis du har omfattende begrænsninger i din samlede funktionsevne. Du kan få hjælp til det, som du ikke kan selv. Et omfattende helhedsplejeforløb kan indeholde hjælp til: personlig pleje, praktisk hjælp, træning og sygepleje (der udføres af hjemmeplejen).
I et omfattende helhedplejeforløb vil du som udgangspunkt få tilrettelagt hjælp i 7,1-17 timer ugentligt, men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, om der er behov for lidt mindre eller mere tid. Denne fleksibilitet er lagt ind i det omfattende helhedsplejeforløb.
Hvis du over en længere periode har behov for mindre end 7,1 timer eller mere end 17 timer ugentligt, vil det blive vurderet, om du skal tildeles et nyt helhedsplejeforløb.
Maksimalt helhedsplejeforløb
Du bliver tilbudt et maksimalt helhedsplejeforløb, hvis du har totale begrænsninger i din samlede funktionsevne. Du vil typisk have behov for hjælp til alt. Det maksimale helhedsplejeforløb kan både tilbydes dig, der bor i eget hjem og dig, der bor på plejehjem. Et maksimalt helhedsplejeforløb kan indeholde hjælp til: personlig pleje, praktisk hjælp, træning og sygepleje (der udføres af hjemmeplejen eller medarbejderne på plejehjemmene).
I et maksimalt helhedplejeforløb vil du som udgangspunkt få tilrettelagt hjælp i 17,1-30 timer ugentligt, men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, om du har behov for mindre eller mere tid. Denne fleksibilitet er lagt ind i det maksimale helhedsplejeforløb.
Hvis du over en længere periode har behov for mindre end 17 timer ugentligt, vil det blive vurderet, om du skal tildeles et nyt helhedsplejeforløb.
Ved ændringer i dine behov
Der er mulighed for at op- og nedjustere i hjælpen i det enkelte helhedplejeforløb, uden der skal træffes en ny afgørelse. Det kan fx være efter en sygdomsperiode, hvor du lige skal til hægterne igen, og har behov for lidt mere hjælp. Det kan også være, at du i en periode har behov for mindre hjælp end det, der er angivet i den vejledende tid.
Ved væsentlige eller længerevarende ændringer i dine behov, kan der være behov for, at du bliver tilbudt et andet helhedsplejeforløb. I den situation kan du henvende dig til Visitation Pleje for at få foretaget en ny vurdering.
Fleksibilitet i hverdagen
Fleksibilitet i helhedsplejeforløbene betyder, at du har mulighed for at bytte rundt på den planlagte hjælp. Det kan være, at din søn har været forbi og støvsuge, så du har mere lyst og behov for få hjælp til et bad. Så tilpasser vi hjælpen, hvis det er muligt.
Medarbejdernes faglighed
Helhedsplejen leveres primært af personale med social- og sundhedsfaglig uddannelse. Hvis f.eks. en medarbejder er på ferie eller syg, kan hjælpen midlertidigt overtages af personale med relevant sundhedsviden, oplært til opgaven. Alle medarbejderne skal kunne tale, skrive og forstå dansk.
Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at orientere og dokumentere om ændringer og observationer, der har betydning for dig og dit helbred.
Du får en kontaktperson
Faxe Kommune sørger for, at du har en kontaktperson, der er den primære tovholder på dit forløb. Da Faxe Kommunes hjemmepleje og plejehjem er organiseret i faste tværfaglige teams, står denne kontaktperson dog aldrig alene om dit forløb. Derfor kan du altid bede en hvilken som helst medarbejder i plejen om hjælp med noget, der omhandler dit forløb.
Hvis vi bliver forsinkede
Din tid er vigtig. Nogle gange kan medarbejderne dog blive forsinkede, fx fordi der opstår akutte situationer hos andre borgere, som betyder, at medarbejderne bliver forsinkede hos dig. I de tilfælde vil du blive orienteret om forsinkelsen.
Særligt om sygepleje
Kommunal sygepleje udført af sygeplejersker er ikke en del af helhedsplejeforløbene. Der er dog nogle sygeplejeydelser, som bliver overdraget til hjemmeplejen og medarbejderne på plejehjemmene, og som derfor vil blive givet som en del af dit helhedplejeforløb. Det kan fx være hjælp til at tage kompressionsstrømper af og på.
Hvis du har behov for hjælp til at dosere din medicin, vil du blive tilbudt dosispakket medicin som førstevalg. Dosispakket medicin er medicin pakket i små poser. Indholdet i hver enkelt dosispose, er den medicin du skal tage på et bestemt tidspunkt – fx morgenmedicin, middagsmedicin og aftenmedicin. Hvis du ikke kan, eller ønsker, at få dosispakket medicin, vil det blive vurderet, om hjælpen kan gives i en sygeplejeklinik.
Der kan også være andre sygeplejeydelser, hvor det bliver vurderet, at hjælpen kan gives i en klinik, fordi du selv - eller med hjælp fra pårørende – kan møde op i en klinik.
Særligt om praktisk hjælp
Praktisk hjælp er en del af helhedsplejeforløbene. Du kan derfor få hjælp til de tilbagevende huslige pligter, der er nødvendige for bevarelsen af dit hjem. Det er fx hjælp til oprydning i hjemmet, indkøb, tøjvask og rengøring. Hjælp til rengøring vil som udgangspunkt blive tilrettelagt hver 3. uge, mens tøjvask vil blive tilrettelagt hver 2 uge. Det vil dog altid være en konkret og individuel vurdering af din aktuelle situation, om det skal tilrettelægges anderledes.
Der vil også være praktisk hjælp, som du efter en konkret og individuel vurdering, ikke kan få hjælp til, fordi det ikke vurderes som nødvendigt for bevarelsen af dit hjem.
Da vi kun tilbyder hjælp til det, som du ikke kan selv, kan det betyde, at du ikke kan få hjælp til rengøring som en del af dit helhedsplejeforløb. Dette fx hvis det bliver vurderet, at du ved at dele opgaven op, kan gennemføre den over flere dage – med eller uden praktiske hjælpemidler.
Særligt om madlevering
Madlevering er ikke en del af helhedsplejeforløbene for dig, som bor i eget hjem. Du kan dog frit vælge mellem en af Faxe Kommunes leverandører af mad, hvis det bliver vurderet, at du ikke selv kan udføre madlavningen pga. nedsat funktionsevne. Du kan læse mere om mulighederne for madservice her.
For dig som bor på plejehjem, er der tilbud om madordning med fuld forplejning.
Arbejdsforhold - hjælp os med at passe på vores medarbejdere
Alle medarbejdere er omfattet af arbejdsmiljøloven. Loven foreskriver, at arbejdet skal kunne udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø, er der derfor en række krav til din bolig:
- Din indretning lever op til de krav, som arbejdsmiljøloven stiller
- Du indvilliger i at få installeret hjælpemidler i din bolig, hvis det bliver vurderet nødvendigt (f.eks. en person-lift, plejeseng eller lignende). Du skal selv sørge for, at møbler mv. er fjernet, så hjælpemidlerne kan installeres.
- Du stiller de nødvendige redskaber og materialer til rådighed, fx rengøringsartikler, klude mv. som opfylder gældende arbejdsmiljømæssige krav.
- Der er oplyste og ubesværede adgangsforhold, herunder ryddet for sne
- Husdyr er lukket inde i et andet rum, end hvor helhedsplejen foregår
- Der ikke bliver røget, mens medarbejderne er i din bolig, og at der ikke bliver røget i boligen én time før medarbejderne ankommer. Det er en stor hjælp, hvis der bliver luftet ud inden.
- Selvom du er særlig glad for en medarbejder, må denne ikke modtage gaver fra dig. Hvis denne modtager gaver fra dig, vil det medføre en tjenstlig undersøgelse af vedkommende og kan føre til afskedigelse.