Faxe indtager placering i top-10 på Beskæftigelsesministeriets rangliste

Faxe Kommune indtager en 6. plads på ranglisten over, hvordan de 98 kommuner har præsteret i forhold til at løfte borgere ud af offentlig forsørgelse. Et tegn på en velorganiseret, struktureret arbejdsindsats og et godt samarbejde med kommunens virksomheder, lyder forklaringen. 

Jobcenter Faxe præsterer godt arbejde i forhold til at hjælpe borgere ud af offentlig forsørgelse. Det arbejde indbringer en historisk høj placering på Beskæftigelsesministeriets rangliste over, hvordan kommunerne klarer sig på beskæftigelsesområdet. 
 
Faxe Kommune er nu landet i top 10 - nemlig på en 6. plads ud af alle 98 kommuner. Dette resultat er en milepæl, som Faxe Kommunes konstituerede jobcenterchef, Anna Sveistrup Rasmussen er meget stolt af:
 
- Jeg har svært ved at få armene ned, må jeg indrømme. Det er en kæmpe indsats, medarbejderne på tværs af alle vores indsatsområder har ydet for at kunne opnå de resultater, som vi nu kan se i Beskæftigelsesministeriets benchmarking. Det er jeg faktisk stolt af. Mest af alt fordi det hele vejen rundt er indsatser, som gavner en masse borgere, som kan komme videre i deres liv. Men jeg er også stolt, fordi det er et kæmpe skulderklap til medarbejderne, siger Anna Sveistrup Rasmussen med henvisning til de seneste tre års hårde, vedholdende arbejde.  
 
Hun tilføjer: 
 
- De flotte resultater, vi ser i dag, er et direkte resultat af, at vi i Faxe Kommune har et engageret Beskæftigelses & Integrationsudvalg. Gennem en årrække har politikerne valgt at investere i beskæftigelsesindsatser, der ikke kun gavner ledige og syge borgere, men også de lokale virksomheder og kommunens samlede økonomi. Det viser, at politisk vilje og en strategisk satsning på området kan skabe både forbedret kvalitet og økonomisk bæredygtighed. 
 
Flere indsatsområder, især A-dagpenge og kontanthjælp, har præsteret ekstraordinært godt, og Virksomhedsservice har været en nøglespiller i arbejdet. Faxe Kommune har formået at nedbringe ledighedsvarigheden markant og holde en lav ledighedsprocent sammenlignet med andre kommuner i regionen.
 
Jobcenter Faxe har blandt andet arbejdet målrettet på at implementere ny visitation og faglighed i kontakten med jobparate kontanthjælpsmodtagere, hvilket har resulteret i en nedgang i ledighedsvarigheden fra 61 til 25 uger. 
 
Jobcenteret arbejder med helt særlige indsatser på sygedagpengeområdet, der giver gode resultater. Jobcentret har sammen reduceret udgifterne på sygedagpengeområdet med over 28 millioner kroner de seneste tre år. Ret enestående i en periode med højkonjunktur, hvor der alt andet lige er mange i beskæftigelse og dermed også en større andel sygemeldte. 
 
Jobcenter Faxe har også grund til at fejre sit arbejde med rekruttering, fortæller Anna Sveistrup Rasmussen. 
 
- Faxe Kommune har ligget i top-3 blandt de sjællandske kommuner i forhold til høj kvalitet i rekrutteringen af ledige til det lokale- og regionale arbejdsmarked. Med de nyeste tal fra marts 2024 ligger vi 0,4 procentpoint over landsresultatet for ansættelsesgraden på jobordrer. Det er et stærkt signal om, at vores virksomhedsservice fungerer - og at vi gør det sammen som en integreret del af vores kerneopgave. 
 
Formand for Faxe Kommunes Beskæftigelses & Integrationsudvalg, Allan Tirsgaard er ovenud tilfreds med placeringen på ranglisten og den indsats, der bliver ydet i hele Center for Beskæftigelse.
Det er en holdindsats, som udvalget udtrykker stor ros for. 
Det er lige fra de administrative medarbejdere i "maskinrummet" til konsulenterne, som rådgiver og vejleder borgerne, som har en andel i dette flotte resultat.
 
- Det siger sig selv, at placeringen nøgternt og faktuelt fortæller historien om et velorganiseret og struktureret arbejde i Jobcenter Faxe. Det kan alle være godt tilfredse med. Når vi som kommune klarer os godt i den slags benchmarking, så er der flere positive effekter. Det skaber synlighed og anerkendelse af vores resultater - positiv opmærksomhed, Samtidig øger det motivationen for at fortsætte det gode arbejde, og det viser, at både borgere og virksomheder har en solid, dygtig samarbejdspartner i Jobcenter Faxe. Det er jeg da også ret stolt af, siger Allan Tirsgaard.