Høring af Trafikhandlingsplan 2025 – 2028

Faxe Kommune har udarbejdet et udkast til en ny trafikhandlingsplan som fastlægger og målretter kommunens indsats i de kommende 4 år fra 2025 til 2028.

I forbindelse med udarbejdelsen af Trafikhandlingsplan 2025 - 2028 har det overordnede strategiske pejlemærke været trafiksikkerhed, tryghed og tilgængelighed med særligt fokus på infrastruktur (helhedsplaner) for byer, skoleveje (stier og stikrydsninger), tilgængelighed og Haslev Station. Som noget nyt er cykelstrategien og planlægningen af cykelrelaterede indsatser, herunder stiplan og nye stier ligeledes indarbejdet i trafikhandlingsplanen.

For at målrette indsatsen i forhold til de største udfordringer og således at de økonomiske midler anvendes bedst muligt er der med udgangspunkt i de forventede budgetrammer udarbejdet 4 lister med konkrete tiltag. De 4 lister omfatter følgende:

  1. Uheldsbekæmpelse med 17 trafiksikkerhedsfremmende prioriterede tiltag som er målrettet uheldsbelastede lokaliteter.
  2. Borgerhenvendelser/øvrige skoleprojekter med 37 trygheds- og tilgængelighedsfremmende prioriterede tiltag som er målrettet utrygge lokaliteter blandt andet med fokus på skoleveje.
  3. Stiprojekter med 14 trygheds- og tilgængelighedsfremmende prioriterede tiltag som er målrettet utrygge lokaliteter blandt andet med fokus på skoleveje
  4. Omkostningstunge tiltag med 10 trygheds- og tilgængelighedsfremmende tiltag som omfatter projekter der overstiger de forventede budgetrammer og som eventuelt kan medtages i forbindelse med fremadrettede budgetforhandlinger.

Forud for udarbejdelse af planen og cykelstrategien, herunder de udpegede indsatser er der gennemført omfattende undersøgelser af de trafikale forhold i kommunen. Baggrundsmaterialet omfatter blandt andet undersøgelser af uheldsdata, trafiktællinger, besigtigelser af vejnettet og input fra borgere, skoler, forældre og elever. Konkret er der udarbejdet en uheldsanalyse, en skolevejsanalyse, en analyse af stier/stiplan, samt afholdt møder med skoler. Herudover er der gennemgået 80 borgerhenvendelser, hvoraf 50 henvendelser er udpeget, besigtiget og vurderet i forbindelse planlægningen af den kommende indsats.

Udkast til Trafikhandlingsplan 2025 – 2028 sendes i offentlig høring i perioden 14. marts - 30. april 2025, hvor det er muligt at fremsende bemærkninger til planen på trafik@faxekommune.dk.

Herudover vil der blive afviklet to borgermøder henholdsvis den 2. april 2025 fra kl. 19 – 21 i mødelokale Skinfaxe ved Frederiksgade 9, 4690 Haslev og den 9. april 2025 fra kl. 19 - 21 i mødelokale Rollosalen ved Rådhusvej 4, 4640 Faxe.

Udkast til Trafikhandlingsplan 2025-2028 finder du her på siden under bilag.