Kystbeskyttelse Marelundsvej 3 og 5

Høringsfrist 26. januar 2025

Faxe Kommune har modtaget ansøgning om kystbeskyttelse af henholdsvis ejendommen Marelundsvej 3 og ejendommen Marelundsvej 5, 4640 Faxe.

Der ansøges om at etablere skråningsbeskyttelse i form af stenkastning foran ejendommene. Stenkastningen etableres på ejendommen Marelundsvej 1.

Faxe Kommune behandler ansøgningerne efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 73 af 18. januar 2024 om kystbeskyttelse m.v.

Ansøgerne har endvidere fremsendt VVM-anmeldelse/ansøgning i henhold til miljøvurderingsloven (lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)). Faxe Kommune skal afgøre, om projekterne kræver en vurdering af virkningen på miljøet, jf. lovens § 21.

Faxe Kommune skal endvidere vurdere, om projekterne i sig selv, eller i forbindelse med andre projekter, herunder tidligere gennemførte projekter, væsentligt kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse arter, som er udpeget i medfør af lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven) - jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 654 af 19. maj 2020 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.   

Desuden skal Faxe Kommune vurdere, om en tilladelse til kystbeskyttelse skal inkludere nødvendige tilladelser efter naturbeskyttelsesloven, bl.a. lovens § 3 om beskyttede naturtyper og § 15 om strandbeskyttelse - jf. kystbeskyttelseslovens § 3 a.   

Eventuelle bemærkninger bedes tilsendt senest den 26. januar 2025 - via mail til kommunen@faxekommune.dk eller brev til Faxe Kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev. 
 
I relation til persondataforordningen skal du være opmærksom på, at indkomne høringsbemærkninger bliver videresendt til ansøger til orientering og kommentering samt anført i afgørelsen, der offentliggøres på kommunens hjemmeside.