Snyd for millioner fortsatte i 2024
Snyd med offentlige ydelser for godt 11 millioner kroner i 2024, fremgår det af årsrapporten fra Faxe Kommunes kontrolgruppe. Et lidt lavere beløb end i 2023, men selvfølgelig fortsat alt for højt, lyder det fra René Tuekær, formand for Plan & Kulturudvalget.
Hvert år de seneste mange år har Faxe Kommunes kontrolgruppe præsenteret deres årsrapport om deres arbejde - nemlig arbejdet omkring snyd med offentlige ydelser.
Det er svimlende millionbeløb, som der er snydt for gennem årene.
2024 var ingen undtagelse.
Kontrolgruppen afdækkede således snyd med offentlige ydelser for et samlet beløb på godt 11,2 millioner kroner.
Det fremgår af 2024-årsrapporten, som netop har været behandlet i Plan & Kulturudvalget.
Den afdækkede snyd i 2024 dækker over, at kontrolgruppen har stoppet fremadrettet snyd med en effekt på 8,5 millioner kroner og et tilbagebetalingskrav på 2,6 millioner kroner.
Til sammenligning var det samlede beløb i 2023 på 13,2 millioner kroner - altså en smule højere end i 2024.
Faxe Kommune modtog i 2024 112 anmeldelser og har sammenlagt gennemgået i alt 333 sager. Af de 333 sager har Kontrolgruppen stoppet ydelser i 93 sager. 48 sager er endnu ikke afgjort.
- Det er forfærdeligt, at der igen i år er tale om et tocifret millionbeløb, som folk snyder sig til i vores kommune. Snyd kan ikke retfærdiggøres på nogen måde, men jeg må sige, at de summer vi taler om her, er alt for mange penge, som borgere fratager fællesskabet, siger René Tuekær, formand for Plan & Kulturudvalget.
- I byrådet skal vi år efter år prioritere benhårdt. Vi må i forskellige sammenhænge prioritere ønsker fra, som ingen af os i byrådet ønsker at prioritere fra. Det kan være meget frustrerende, når andre tager mere end deres del. Det er helt uacceptabelt. Både jeg og udvalget er glad for det fine arbejde, kontrolgruppen lægger i at få stoppet misbruget af offentlige ydelser.
Også næstformand for Plan & Kulturudvalget, Lisette Lind Larsen har en kommentar til rapporten.
- Det er helt afgørende, at vi styrker indsatsen for at opdage og stoppe snyd, så borgernes tillid til systemet ikke svækkes. Vi kan ikke have så godt et velfærdssystem i Danmark, som vi har, hvis der er nogle, som mener, de kan snyde sig til midler, som ellers skulle eller kunne være gået til andre. Det er virkelig bekymrende, når vi så tydeligt ser, hvor omfangsrigt snyderiet er, siger Lisette Lind Larsen.
Indsatser i 2025
Kontrolgruppen - som består af fire ansatte - er klar med indsatsområder for 2025. Alt sammen for at understøtte bekæmpelsen af socialt bedrageri og fejludbetalinger.
• Kontrolgruppen træffer, som noget nyt, selv afgørelser på egne sager på kontanthjælpsområdet.
• Fortsætter med stikprøvekontrol af de enlige forsørgere, der modtager økonomisk friplads.
• Fortsat arbejde på at styrke samarbejdet mellem kommunens fagcentre.
• Undersøge ansøgningerne om økonomisk friplads, når der bliver angivet nul kroner i indkomst.
• Kontrolgruppen vil, i lighed med tidligere år, fortsætte med at tage på uanmeldt virksomhedsbesøg efter Retssikkerhedslovens § 12a.
• Fortsætte med at kontrollere beskæftigelseskravet for selvstændige erhvervsdrivende efter Sygedagpengelovens § 42.
Eksempler fra det virkelige liv
Efter et valg modtager kontrolgruppen valgkort, som er returneret til kommunen. Det giver anledning til at besøge nogle af adresserne for at finde ud af, om der faktisk bor nogen der.
Ved sådan et besøg opdagede kontrolgruppen, at familien var flyttet til udlandet uden at melde udrejse.
Familien modtog på den måde uberettiget børneydelser.
Og så kunne man måske tænke, at familien blot var ude af landet kortvarigt for at vende hjem til deres hus.
Men der var allerede en ny ejer, som var tilmeldt adressen. Han havde revet det gamle hus ned og var i gang med at bygge et nyt hjem til sin egen familie.
Samtidig modtog hans samlever uberettiget ydelser - som enlig - til parrets børn, selvom de faktisk boede sammen.
Kontrolgruppen stoppede derfor ydelserne til både den udrejste familie og den nye ejer.
I en anden sag var en borger blevet urolig for sin pensionerede genbo, som ikke var blevet set på adressen gennem de seneste tre år.
Det viste sig, at genboen var flyttet til Afrika uden at melde udrejse og stadig modtog boligstøtte og varmehjælp.
Efter kontrolgruppens undersøgelse blev den pensionerede mand registreret som udrejst med tilbagevirkende kraft, og der blev krævet tilbagebetaling af ydelserne.
I en tredje sag besøgte kontrolgruppen en vinduespudser, der ofte meldte sig syg og modtog sygedagpenge.
Efter flere forsøg på at få dokumentation for vedkommendes beskæftigelse, konkluderede kontrolgruppen, at personen ikke opfyldte beskæftigelseskravet for sygedagpenge.
Ankestyrelsen bekræftede afgørelsen, og vinduespudseren skulle tilbagebetale de uberettigede sygedagpenge.