Gravearbejde på vej

Grave- og anlægsarbejde

Før et gravearbejde i offentlig vej eller privat fællesvej skal du altid søge om tilladelse.

Gravetilladelse søges af ledningsejer eller en repræsentant for ledningsejeren, det kan f.eks. være entreprenøren der står for arbejdet.

Søg i god tid, især hvis det er på en privat fællesvej, da kommunen i så fald evt. skal partshøre vejejerne før tilladelse kan gives.
Hvis arbejdet er meget akut (fx brud på en vandledning eller anden vigtig forbindelse), kan det være nødvendigt at gå i gang uden tilladelse – arbejdet skal så i stedet anmeldes hurtigst muligt.

Du skal ansøge og/eller anmelde ved hjælp af vores løsning på virk.dk. Du finder link til graveansøgningsblanketten her på siden.

 

Private fællesveje i landområde

Hvis der skal graves på private fællesveje i landområder, skal ledningsejeren selv sørge for at indhente tilladelse fra vejejer.

Vær opmærksom på, at landområder ikke nødvendigvis er det samme som landzone-områderne. Er du I tvivl om hvorvidt vejen er beliggende i land- eller byområde kan du på siden finde henvisning til siden om private fællesveje, hvor du kan finde kort over de områder der er defineret som byområde og finde yderligere information herom.

Regulering af trafikken

Har du i forbindelse med gravearbejdet behov for at regulere trafikken, skal du huske også at søge rådighedstilladelse til arbejdet. Det vil også fremgå som vilkår til din gravetilladelse, hvis vi har opdaget, at arbejdet ikke kan klares uden regulering af trafikken. Vær opmærksom på, at gravetilladelsen ikke er gældende hvis der er vilkår om at der skal opnås rådighedstilladelse også.

Regulering af trafikken kan være flg. (listen er dog ikke udtømmelig):

  • Signalregulering
  • Ændret vigepligt, herunder også brug af prioritering (B18/B19-tavler)
  • Ensretning
  • Ændre hastigheden
  • Standsnings- og parkeringsforbud
  • Omkørsel
  • Afspærre en side af vejen
  • Afspærre hele vejen

Vær opmærksom på at vi på de gl. amtsveje har spærretid i tidsrummet 06.00-09.00 og 15.00-18.00 i begge retninger. Det kan få betydning for dit projekt. Se listen over spærretider og strækninger på siden.

Jordflytning

Overskudsjord skal opsamles, opbevares og bortskaffes efter kommunens anvisninger. Læs mere på kommunens hjemmeside om jordflytning.

Vejarbejde uden gravearbejde

Hvis du skal arbejde på vores veje eller blot bruge en del af vejen i forbindelse med dit arbejde, men du ikke skal bruge gravetilladelse, skal du sørge for at indhente rådighedstilladelse. Dette gælder alle former for arbejde på vejen, stien, fortovet eller rabatten.

Kontaktinformation

Park & Vej

Frederiksgade 9
4690 Haslev

Telefon 56 20 29 00

E-mail materielgaard@faxekommune.dk

Opdateringsdato: 28.06.2022 - 13:30