
Grøn Trepart
Lokale treparter, kvælstofprojekter, lavbundsprojekter, klima-lavbundsprojekter
Det er et af de helt svære puslespil, når vi skal lave den største arealomlægning i Danmark i 200 år, og det skal vi løse sammen med landbrugs- og naturorganisationer. Puslespilsarbejdet kaldes Grøn Trepart. Her på siden beskriver vi indsatsen i Faxe Kommune og de projekter vi arbejder med undervejs.
Hvad er Grøn Trepart?
Grøn Trepart kommer af to politiske aftaler, der har til formål at skitsere en plan for, hvordan Danmark genopretter naturen, skaber mere biodiversitet og når sine klimamål. Aftalerne fokuserer på at nedbringe CO2 og drivhusgasser, reducere kvælstofudledning til havet, skabe mere natur og genoprette livet i havene samt forbedre drikkevandskvaliteten.
Aftale om et Grønt Danmark (24. juni 2024): Denne aftale har et langsigtet mål om en stor omlægning af Danmark. Kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons, der skal udtages 140.000 ha kulstofrige lavbundsjorde, der skal plantes 250.000 ha ny skov, der skal skabes mere og sammenhængende natur og der kommer en ny CO2e-afgift på husdyrs udledninger.
Aftale om Implementering af et Grønt Danmark (18. november 2024): Denne aftale er rammesætningen, der sikrer at Aftale om et Grønt Danmarks kan gennemføres. Aftalen afsætter cirka 43 milliarder kroner til at realisere de planlagte initiativer og fastlægger rammerne for den praktiske implementering, herunder finansiering, lokal forankring og opfølgning på målsætningerne.
Lokale treparter
Faxe Kommune leder vand til tre kystvande: Køge Bugt, Smålandsfarvandet og Østersøen. Vi deltager derfor i tre lokale treparter.
Det er de lokale treparter, der skal udarbejde en omlægningsplan til hvert farvand. Omlægningsplanerne beskriver mulige områder der kan omlægges til skov, natur og vådområder for at sikre en tilstrækkelig reduktion kvælstofudledningen og udtagning af lavbundsjorde.
De Lokale Treparter har med andre ord, ansvaret for at udforme og indstille omlægningsplaner til principvedtagelse hos kommunalbestyrelserne.
Ud over kommunale repræsentanter deltager Naturstyrelsen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening også i de lokale treparter. Du kan se repræsentanterne i vores tre lokale treparter i undermenuen her på siden.
Udtagningsprojekter
Det store virkemiddel i arealomlægningen er, at tage landbrugsjord ud af drift og omlægge det til natur og/eller vådområder. Alle former for lavbundsprojekter og kvælstofprojekter hører alle under fællesbetegnelsen udtagningsprojekter.
Du kan se alle de projekter, som Faxe Kommune arbejder med i undermenuerne her på siden.
Lavbund- og klima-lavbundsprojekter har det hovedformål, at reducere CO2 udledningen til atmosfæres. De skal placeres på arealer med meget tørveindhold, da vandmættet tørvejord er rigtig effektiv til at fastholde CO2, så drivhusgassen ikke udledes. Mange af vores tørvejorde er i dag dyrket og dermed drænet. Projekternes virkemidler handler derfor typisk om, at stoppe dræningen gennem tørvejordene, så de bliver mere fugtige.
Kvælstofprojekter har det hovedformål, at reducere kvælstofudledning fra markerne til vandmiljøet. Det sker typisk ved at samle dræn fra større landbrugsoplande og lade drænvandet risle ud over flade, grønne arealer i stedet for det kvælstofholdige drænvand løber direkte ud i vandløbet. Når drænvandet overrisler de flade arealer, optages en stor den af kvælstofindholdet på det grønne areal, og der er derfor mindre kvælstof tilbage i det vand som udledes til vandløbet herfra.
Skovrejsning har i trepartsarbejdet også det primære formål at reducere CO2 udledning. Som alle andre planter forbruger træer CO2, når de vokser. Det bindes i træet og skovene fastholder derfor en masse CO2. Plantes skov oven på tidligere landbrugsjord giver det en ekstra bonus, i det kvælstofudledning fra marker typisk er større end fra andre arealer, og denne udledning reduceres, når landbrugsdriften stopper og skov plantes.