Referat fra workshop om ældrereformen i Kultunariet 29. januar 2025
Senior & Sundhedsudvalget havde inviteret alle borgere, med interesse i at sætte retning for ældreområdet i Faxe Kommune, til en fælles workshop om ældrereformen. Læs om de fremmødtes input til arbejdet med ældrereformen i referatet på siden her.
Senior & Sundhedsudvalget havde inviteret alle borgere, med interesse i at sætte retning for ældreområdet i Faxe Kommune, til en fælles workshop om ældrereformen. Ved workshoppen fordelte de fremmødte borgere sig efter deres primære interesseområde:
- Hjemmepleje
- Plejehjem
- Aktivt seniorliv
Workshoppen blev indledt med et oplæg om ældrereformen og de kommende forandringer på ældreområdet. Derefter blev der faciliteret gruppedrøftelser ved bordene, hvor borgerne drøftede og nedskrev deres inputs til det videre arbejde med ældrereformen i Faxe Kommune.
Efter dialogen i grupperne blev der samlet op på drøftelserne i fællesskab. Generelt blev det italesat, at værdighed og respekt er vigtigt i alt, hvad der vedrører ældreområdet.
Nedenfor ses essensen af, hvad borgerne italesatte som værende særlig vigtigt i forhold til de enkelte interesseområder. De mange inputs vil være en del af de samlede overvejelser, når ældrereformen udmøntes.
Hjemmepleje
Værdighed og respekt i alt, hvad der vedrører ældreområdet er vigtigt. Det betyder, at både pleje og omsorg skal tage udgangspunkt i borgerens behov og rettigheder og at medarbejderne i hjemmeplejen skal udvise respekt og empati i mødet med borgerne. For at sikre kvaliteten i plejen er det vigtigt, at der er kontinuitet i de medarbejdere, der træder ind i borgernes hjem. Jo færre forskellige medarbejdere, der involveres i plejen, desto bedre bliver den personlige relation og tryghed for borgerne.
Medarbejderne, der yder hjemmepleje, skal have de nødvendige faglige kompetencer til at kunne løse de opgaver, de møder hos borgerne. Det er desuden vigtigt, at de orienterer sig i den eksisterende dokumentation om den enkelte borger, så borgerne ikke selv skal påtage sig ansvaret for at informere medarbejderne om deres situation.
En personcentreret tilgang er afgørende for at sikre, at borgerens ønsker og behov er i fokus. Dette kræver, at medarbejderne er lydhøre og opmærksomme, når borgerne udtrykker behov eller ønsker, og at personalet gør en aktiv indsats for at omsætte disse ønsker i praksis. Det handler om at tilpasse plejen til den enkelte borger og tage hensyn til deres livssituation og præferencer.
En god kommunikation er nøglen til et velfungerende samarbejde, både med borgerne og med deres pårørende. Det er vigtigt, at borgerne har mulighed for at få den nødvendige information om de aktivitetstilbud, der findes i kommunen, så de kan forblive aktive og engagerede i deres dagligdag. Ligeledes er det vigtigt, at pårørende, hvis der er givet samtykke inddrages løbende, men at de ikke forventes at skulle løse praktiske opgaver. Pårørende bør have mulighed for at være til stede som støtte uden at skulle påtage sig opgaver, der hører hjemme i plejen.
Når pårørende ønsker at kontakte hjemmeplejen, skal der være let og hurtig adgang til hjælp og information. Samtidig skal hjemmeplejen være lydhør over for de observationer, som pårørende måtte gøre sig, og tage dem med i plejen af borgeren.
Endelig er det vigtigt, at Faxe Kommune skaber de rette rammer for et godt arbejdsmiljø for medarbejderne i hjemmeplejen. Et positivt arbejdsmiljø er nødvendigt for at sikre, at medarbejderne trives og har lyst til at blive i faget, hvilket også vil gavne kvaliteten af plejen.
Plejehjem
Det er afgørende, at medarbejderne på plejehjemmene har de nødvendige faglige kompetencer til at løse opgaverne hos beboerne, så plejen opfylder beboernes behov. En personcentreret tilgang er vigtig, hvor beboernes ønsker og behov er i centrum. Det betyder, at medarbejderne skal være lydhøre og forsøge at omsætte beboernes ønsker i praksis, så deres individuelle behov bliver imødekommet.
Kontinuitet i plejen er vigtig, så beboerne ikke får besøg af alt for mange forskellige medarbejdere i deres bolig. Det skaber tryghed og relationer, at det er de samme, der kommer. Derudover er det væsentligt, at de medarbejdere, der kommer i beboernes boliger udviser sociale kompetencer som empati, respekt, venlighed og imødekommenhed. I den forbindelse fremhæves det også som vigtigt, at der bliver arbejdet med at styrke arbejdsmiljøet for medarbejderne, så de har lyst til at blive på deres respektive arbejdsplads.
Hjemmelavet mad bør indtænkes mere på plejehjemmene, og der skal være muligheder for fælles madlavning, så beboerne kan være med til at tilberede maden. Generelt er det vigtigt, at der er fokus på involvering, både i forhold til beboerne og deres pårørende. Pårørende vil ofte gerne hjælpe til, og det er vigtigt at spørge dem, men uden at lægge et pres på dem. Derfor er kontinuerlig og god kommunikation med de pårørende også helt centralt.
Det er også vigtigt, at plejehjemsboligerne og fællesrummene har gode fysiske rammer herunder mindre og mere overskuelige enheder samt gode udendørsfaciliteter. Derudover at der er rum for opdeling af beboere med og uden demens, for at tilgodese begge grupper.
Aktiviteter ud af plejehjemmene er vigtige, men der bør også være mulighed for aktiviteter på plejehjemmene, hvor frivillige eksempelvis kan være involveret. Det skal dog altid ske med respekt for beboernes behov og ønsker.
Aktivt seniorliv
Forebyggelse bør prioriteres, og det er væsentligt at informere borgerne om de mange frivillige aktivitetstilbud, der allerede er. Aktiviteter for seniorer bør introduceres allerede, når borgerne fratræder arbejdsmarkedet, så de har et tilbud om at fortsætte deres sociale liv.
Der bør afsættes både ressourcer og økonomi til disse aktivitetstilbud, så de kan tilbyde et bredt udvalg af aktiviteter. Det er nødvendigt at have mange og relevante aktiviteter, både i de frivillige tilbud og på dagcentrene. Der bør også tænkes på at arrangere flere ud-af-huset aktiviteter for de borgere, der er visiteret til dagcenterpladserne.
For sårbare ældre, især enlige, bør der være ekstra støtte til at deltage i de frivillige aktiviteter, så de ikke står alene med de barrierer, der måske er for at komme afsted. I den forbindelse er det vigtigt med et stærkt samarbejde mellem kommunen og de frivillige på aktivitetstilbuddene. Her fremhæves frivillighedskoordinatoren som en nøgleaktør, der kan skabe denne brobygning.
Der skal også være gode fysiske rammer. Dette gælder både for dagcentre og de frivillige aktivitetstilbud. Derudover fremhæves vigtigheden af en god infrastruktur, der gør det muligt for borgerne at tilgå tilbuddene også i yderområderne. Desuden bør der være flere bænke rundt om i kommunen, som kan fungere som samtalebænke og skabe mulighed for spontane møder og samtaler.