overkørsel
rør
Ny overkørsel
etablering af ny bro
spang over vandløb

Krydsning af vandløb

Krydsning af vandløb omfatter etablering af broer eller spang over vandløb og krydsning med ledninger eller kabler.

 

Hvis du skal føre et kabel på tværs af et vandløb eller lave en ny bro, skal du have en tilladelse fra kommunen.

Vandløb skal vedligeholdes, og det er vigtigt, at denne vedligeholdelse kan udføres uden gener fra det krydsende objekt. Derudover må livet i vandløbet ikke tage skade i forbindelse med arbejdet. Du kan ansøge om krydsning af vandløb i ansøgningsskemaet nederst på siden. 

 

Krydsning med rørledninger, kabler og lignende

Vi anbefaler, at vandløbet krydses ved gravefri krydsning. Dette minimerer påvirkningen af vandspejl og vandløbsbund.

Vi vil normalt kræve, at den krydsende ledning placeres mindst én meter under vandløbsbunden. 

Derudover stiller kommunen også krav om, at ledningen bliver placeret mindst to meter fra vandløbets øverste kant. Hvis vandløbet har 2-meter bræmmer, må disse ikke blive påvirket af arbejdet.

 

Etablering af ny bro, overkørsel eller spang

Når du laver en ny bro over et vandløb, eller hvis du ændrer på en eksisterende bro, er det vigtigt, at det ikke medfører en indsnævring af vandløbet. Broen skal altså have en form, så vandet kan strømme uhindret gennem broen. 

Hvis du ændrer en eksisterende bro, skal du være opmærksom på, at sluget gennem broen ikke ændres. Hvis sluget i broen er større end slug på broer længere nedstrøms, kan det medføre at vandet vil stuve op ved broen længere ned i vandløbet, som altså vil danne en ny flaskehals i systemet. 

Broer må ikke påvirke livet i vandløbet. Hvis broens bund er lavet af fast beton, skal den ligge så dybt, at en ny vandløbsbund kan blive dannet oven på betonbunden.

Hvis broen laves med en rørunderføring (fx overkørsler) skal rørets underside ligge ca. 1/3 af rørets diameter under vandløbsbunden. Derefter skal du lave ny vandløbsbund gennem røret for eksempel med mindre sten. 

Det er vigtigt at arbejdet ikke medfører at jord og sand falder ned i vandløbet. 

Kontaktinformation

Kontakt vandløbsgruppen på

mail: naturogmiljoe@faxekommune.dk
Telefon: 56 20 30 64

Telefonen er åben mandag-fredag fra 9.00-13.00, dog torsdag fra 9:00-17:00

Opdateringsdato: 04.03.2024 - 22:17