Inden du etablerer, udvider eller flytter dit autoværksted, skal du senest 4 uger før, anmelde det til kommunen, så kommunen har mulighed for, at vurdere, om der kan drives autoværksted i forhold til de gældende regler og/eller i forhold til lokalplan/kommuneplan.
Hvis dit autoværksted ligger i landzone kræver det en landzonetilladelse, før du kan etablere eller udvide dit værksted. Autoværksteder henvises som udgangspunkt til erhvervsområder i byzonen. Man kan ikke forvente landzonetilladelse til at etablere et autoværksted i en ny erhvervsbygning i landzonen. Se mere under "Erhverv og erhvervsbygninger i landzone" under Læs også i højre side.
Autolakering- og undervognsbehandling må ikke etableres indenfor 100 meter fra forureningsfølsomme områder. Autolakering hvor kapaciteten til forbrug af organiske opløsningsmidler overstiger 6 kg pr. time, er godkendelsespligtig.
Hvis der skal udledes processpildevand fra dit autoværksted, dvs. andet spildevand end tag- og overfladevand samt sanitært spildevand, skal du også søge om spildevandstilladelse. Det kan f.eks. være spildevand fra værkstedslokaler, vaskeplads, tankpladser eller oplagspladser, hvor der er risiko for spild.