vandløb

Vandområdeplaner 2021-2027

En vandområdeplan beskriver den indsats, som skal til for at sikre et godt vandmiljø i et område.

 

Danmark skal leve op til EU's krav om at beskytte vandmiljøet i alle medlemslande. Disse krav er beskrevet i Vandrammedirektivet og går ud på, at alt overfladevand og grundvand skal sikres god økologisk tilstand. Dette skal vi gøre blandt andet  ved at:

  • forbedre tilstanden i vandløbene ved at forbedre de fysiske forhold for eksempel ved genslyngning af vandløbet eller skabe levesteder for vandløbsdyr og -planter ved udlægning af sten og træ i vandløbet
  • forbedre tilstanden i vandløb og søer ved at reducere forurening fra for eksempel hjem uden kloak, renseanlæg og kloakoverløb
  • forbedre tilstanden i fjorde og ved kyster ved at reducere udledning af kvælstof til havet, og
  • forbedre tilstanden i søer ved at reducere udledning af fosfor til søerne.

Vandområdeplanerne er bindende for kommunen, og de forskellige indsatser er fastsat i bekendtgørelser. Vi ligger i Vandområdedistrikt II - Sjælland og er omfattet af tre hovedvandoplande: Køge Bugt, Smålandsfarvandet og Østersøen.

 

Kommunens rolle

I Danmark er opgaven delt mellem kommunen og staten. I kommunen skal vi udføre de indsatser, som staten beskriver i vandområdeplanerne.

På vandløbsområdet betyder det, at vi skal lave restaureringer i forskellige vandløb, som staten har udpeget. I Faxe Kommune er vi godt i gang med disse projekter, som du kan se mere om i menuen til højre.

Hvis du bor ved et vandløb, som indgår i planerne om restaurering, vil du blive inddraget i processen, når vi undersøger de forskellige projektmuligheder. På Miljøstyrelsens digitale kort kan du se, hvilke vandløb, som vi i kommunen skal arbejde på at forbedre. Disse vandløb fremgår under 'indsatsprogram' i menuen til venstre for kortet. Du kan også se en liste over de udpegede vandløb i bilag 2 i bekendtgørelsen om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter.