Lille vandløb
rør
vandløb
brønd
brønd
vandløb

Vedligeholdelse af private vandløb

Ligger der et privat vandløb på din ejendom, er det dig, som skal udføre og betale for vedligeholdelsen af vandløbet

 

Det er bredejerne, som har vedligeholdelsespligten af private vandløb. Du er bredejer hvis vandløbet ligger på din ejendom eller det danner skel mod din nabo. Hvis vandløbet ligger i skel deler du vedligeholdelsespligten med din nabo. 
 

Hvad er vedligeholdelse?

Vandløbet skal kunne aflede vand, og vedligeholdelsen skal sørge for, at vandet kan afledes som det plejer. Dette kan du gøre ved at skære planterne af nede i vandløbet eller opgrave sand og mudder, som er aflejret på vandløbsbunden. Du må ikke fjerne sten fra vandløbet eller grave det dybere ved at grave i fast bund eller ler. Hvis du lader nogle planterne i vandløbet stå, giver dette gode skjul og levesteder til vandløbets fisk og insekter. 

Hvis vandløbet er rørlagt skal du sørge for, at røret ikke er gået i stykker eller er stoppet med jord, sand eller rødder. Dette kan du gøre ved at spule eller rodskære drænet. Udskiftning af rør er en del af normal vedligeholdelsen, hvis de nye rør har samme størrelse som det gamle og bliver lagt det samme sted. Hvis du vil flytte rørene, eller gøre dem større, kræver det en tilladelse fra kommunen. 

Vær opmærksom på hvis du ikke har vedligeholdt åbne vandløb i lang tid, skal du kontakte kommunen inden du går i gang. 
 

Hvor ligger vandløbet?

De rørlagte vandløb kan være svære at finde, hvis du ikke selv har drænkort over din ejendom. Generelt ligger rørene lavest i terrænet, hvor der tidligere har ligget et åbent vandløb. 

Brønde i området viser, hvor rørledningerne ligger. Ved at kigge ned i brøndene kan du se retningen på rørene.

Faxe Kommunes digitale kort kan du også se de gamle drænkort, som kommunen adgang til. Du skal være opmærksom på, at kommunens digitale kort kun viser en lille del af de dræn, der er i et område, og nogle af oplysningerne kan være misvisende eller forældede. Hvis du ikke kan se dræn på din ejendom gennem kommunens digitale kort, så udelukker det derfor ikke, at der er dræn på ejendommen. Hvis du kan se dræn på det digitale kort, så er der en god sandsynlighed for, at der også er dræn på ejendommen i virkeligheden.

Tal med din nabo, hvis der står vand på din grund

Højere liggende ejendomme er afhængige af, at vandløb og dræn på lavere liggende ejendomme fungerer, så de kan komme af med vandet. Ifølge vandløbsloven har du pligt til at modtage vand fra højere liggende ejendomme, og at du ikke må hindre vandets frie løb.

Hvis du har problemer med vand på din ejendom, skal du selv undersøge sagen.

Hvis du har problemer med at komme af med vandet, er det en god idé at starte med at kigge på det vandløb som ligger nedstrøms problemerne. Ligger denne strækning ikke på din egen ejendom, skal du kontakte din nabo for at få løst problemet i fællesskab.

Hvis det ikke lykkes jer at finde en løsning, kan du kontakte kommunen. 

Hvis du og din nabo ikke kan blive enige om at løsning på problemet, kan kommunen påbyde ejeren af vandløbet at vedligeholde vandløbet. Hvis påbuddet ikke bliver opfyldt, får ejeren oftest en bøde og i mange tilfælde tvangsbøder, indtil vandløbet er vedligeholdt. 

Undersøg for mulige fejl ved dit rørlagte vandløb

  • Hvor gamle er rørene? Og er de lavet af plastic, ler eller beton? Det kunne være, de er gået i stykker med tiden og skal skiftes, eller at planterødder har fyldt rørene op.

  • Er rørene blevet vedligeholdt for nyligt? Hvis ikke, såt rænger rørledningen måske. Hvis de er, så kan rørene have taget skade i forbindelse med vedligeholdelsen? 

  • Er der opstået huller i jorden over røret eller våde pletter og små søer? Det kan betyde, at ledningen kan være faldet sammen

  • Kig ned i brønde og se om vandet løber. Er der forskel på vandstanden i to brønde? Det kan betyde, at ledningen er stoppet mellem de to brønde

  • Er der sand/mudder i brøndene? I så fald kan brøndene trænge til at blive tømt.

  • Står der træer oven på rørledningen? Så kan røret være stoppet af indtrængende rødder.

  • Er der tilsluttet dræn, tagvand eller andet, som kan belaste rørledningen yderligere? Det kan betyde, at drænet er blevet for lille til den mængde vand, det modtager, og vandet vil være længere tid om at løbe væk.

  • Se tiden an. Når det regner meget kan vandløb og dræn ikke altid følge med. Også selvom der ikke nødvendigvis er noget galt. Det tager tid for nedbøren at trænge gennem jorden og ned til drænet, og hvis jorden er vandmættet efter en lang periode med nedbør, så vil en stor del af vandet blive liggende på jorden. Ofte er vandet væk igen i løbet af et par dage

Entreprenører og kloakmester kan hjælpe dig med at undersøge din rørledning. De kan de blandt andet ved

  • Spuling
  • Rodskæring
  • TV-inspektion
  • Sugning af brønde
  • Etablering af nye brønde
  • Udskiftning af rør

Plant ikke træer tæt på rørlagte vandløb

Du må ikke plante træer så tæt på rørlagte vandløb og dræn, at der er fare for, at rødderne trænger ind i rørene.

Store træer kan have et rodnet, som er dobbelt så stort som trækronen. Det betyder, at rødderne kan nå længere ud fra træets stamme, end man regner med. 

Alle planter kan sende rødder ind i rørledninger. Men særligt træer som pil, poppel, ask og el er gode til at vokse ind i rørene og lave rodpropper, så rørene til sidst er stoppet helt til.

 

 

Erstatningsansvar

Hvis du ikke vedligeholder dit vandløb, og den manglende vedligeholdelse medfører skader på andres ejendomme, kan det betyde, at du skal betale erstatning for skaderne. 

Krav om erstatning skal rejses ved et civilt søgsmål eller ved taksationsmyndigheden. 

Hvad er ikke vedligeholdelse?

Det er ikke almindelig vedligeholdelse at ændre på vandløbets form eller beliggenhed. Det betyder, at det kræver en tilladelse, hvis du vil

  • genåbne et rørlagte vandløb
  • rørlægge et åbent vandløb
  • forlægge vandløbet eller drænet til en anden beliggenhed
  • skifte et rørlagt vandløb eller dræn ud med et større rør, eller
  • forstørre et åbent vandløb ved at grave i brinkerne eller den faste bund.Når du graver i vandløbet, må du kun fjerne aflejret sand og mudder. 


Tilslutning til andre rørlagte vandløb og dræn kræver normalt en tilladelse til medbenyttelse fra kommunen. Her kan der blive tale om, at den nye medbenytter skal betale til det fremtidige vedligehold af rørledningen.

Kontaktinformation

Kontakt vandløbsgruppen på

mail: naturogmiljoe@faxekommune.dk
Telefon: 56 20 30 64

Telefonen er åben mandag-fredag fra 9.00-13.00, dog torsdag fra 9:00-17:00

Opdateringsdato: 04.03.2024 - 22:34